Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VI. Engelsk romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
JUST BING
worth har selv i sit skønne Digt Tintern Abbey skildret, hvorledes
Naturen greb ham. Hans Glæde over et vakkert Landskab følte han
som noget, der siden, skønt han ikke vidste af det, kunde skænke
ham Fred og Ligevægt i Sindet, noget der byggede det gode op i
ham og løftede ham op over Livets Larm, saa han saa ind »i
Tingenes Sjæl«. I hans Ungdom greb et Fos ham som en Lidenskab,
Fjeld og Skov var en Attraa, en Elskov. Han tænkte ikke, han
bare saa som fortryllet. Men nu i Manddommen er hans Følelse
en anden, han føler i Naturen
Overs, af
G. Brandes,
Sml. Værker
Bd. V.
det menneskeliges stille Mollmusik
ej skurrende, ej barsk, stærk nok endda
til Sind og Sans at lutre og at ave.
Og jeg har noget følt, mig ganske nær,
der med den Glæde mig betog, som følger
med ædle Tanker, en Bevægelse,
et Pust, en Aand, der driver alt, som tænker,
det, hvad der tænkes, og som strømmende kredser
igennem alle Ting.
Her — siger Brandes — har Wordsworth omskrevet sit
Kronland, mildt og bestemt betegnet det Omraade, som er hans. — Man
forstaar, Naturen prædiker for denne Mand, og han modtager i
Andagt en mild og alvorsfuld Lære. Naturindtrykket omsætter sig
i et moralsk Indtryk.
Ganske tilsvarende er Wordsworths Syn paa Menneskene. De
Mennesker, han træffer paa, kan han betragte og glæde sig ved,
saadan som han gør med Naturgenstandene. Den friske
Højlandspige, uden kunstig Blyhed og uden Kniks, klar i sine Træk og
Miner, jævn og ligefrem i sin Tale — hun virker paa ham som
Fjeldluft og Fjeldblomster. Særlig fæster han sig ved Bonden; hans
Menneskeskildringer er Landsbyhistorier paa Vers. Bonden staar for
ham paa sin faste Plads i Natur og Liv: han har sin Jord, sit
Hjem, sin Slægt, en fast Kreds af Arbejder og Forhaabninger. Han
bliver for Wordsworth det typiske Menneske, her kan Digteren naa
frem til de enkle Grundforhold i Menneskelivet. Det gaar saa
jævnt og taust for sig, derfor faar de deres egen stille Pathos, disse
Historier om elskende og om Forældre og Børn, om Hus og Hjem.
Og de er bundet til Naturen; de har først deres Fred, naar de har
deres Sted. Adskillelsen fra Hjemmet røver dem deres
Holdepunkt. Man røres i »Michael« over de fattige Forældres mange
Overlægninger og hemmelige Angst, før de sender Sønnen fra sig. Og
gribende er det, naar Faderen tilslut fører ham op til Tomten for
det nye Faarehus og højtidelig lader ham lægge Grundstenen for
Bygningen. Man forstaar Smerten, da Sønnen siden skejer ud, skønt den
blot skildres ved at den gamle Michael stadig vandrer op til
Faare-stalden, men at den aldrig bliver færdig. Dette er »det
menneskeliges stille Mollmusik«. Paa den anden Side, har et Menneske tabt sin
Hjertefred, lader Wordsworth det kredse omkring, vandre fra Sted
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
