Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VI. Engelsk romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84 JUST BING
let almindelige Skabloner. En liden Spidslærke som Julia i »Guy
Mannering« kan han brillant faa til, men de linere Nuancer maa
man søge hos Jane Austen og ikke hos ham. Han kan vistnok
tegne en Skikkelse som Jeanie Deans: uforglemmelig er hun, da hun
efter Lovens Ed aflægger det fældende Vidnesbyrd mod sin Søster
og saa vandrer afstod til London for at udvirke hendes Benaadning.
Men det er ikke det kvindelige i Karakteren, det er Racemærket,
som er saa sikkert iagttaget; Puritanerblodet med den ubønhørlige
Retsfølelse, det usvigelige Sandhedsinstinkt. Hun skyr intet Offer
for sin egen Slægt, men Sandhedens Vej maa følges; hun er jo
Skotiænderinde. Netop Raceforskellen har Walter Scott forstaaet at
gøre gældende i sine Karakterer — han stammede selv fra
Grænselandskabet mellem Skotland og England, og han var gift med en
fransk Emigrants Datter. Saa tydelig har han fremhævet
Modsætningen mellem Normannernes og Angelsaksernes Karakter ved
Turneringen i »Ivanhoe«, at denne Racemodsætning siden blev den
ledende Tanke for den franske Historiker Thierry, da han skrev sit
Værk om Normannernes Erobring af England.
Saaledes var Smag og Interesser i det litterære England under
gaaet en Revolution; de gamle Mønstre veg for endnu ældre, Historien
blev levende; nu blev det interessant, som der før ingen Interesse
havde været ved, og Skønheden var en anden, end den havde været.
Kritiken foretog litterære Udgravninger i Mængde, alle Shakespeares
og Miltons Samtidige stod op igen, ja, enkelte fremmelige Smagens
Mænd begyndte at studere de italienske Renæssance-Digtere, som
havde været hines Forbilleder. — Og dog levede alle disse
Revolutions-mænd i den bedste Forstaaelse med Stat og Kirke, Wordsworth var
en Mønsterborger, Coleridge indskrænkede sine Ekscesser til Opium,
og med al sin Overflod paa »animal spirits« var Scott en
gennem-konservativ Natur. Men Revolutionsideerne var trængt ind, og
pludselig skulde den engelske Aands Revolution i en ung Mands
Skikkelse staa lyslevende for det forvirrede og beundrende Europa.
Det var Lord Byron. Han var af gammel Adel og vildt Blod; Trods
og Følsomhed havde han faaet i Slægtsarv. Hans Fader havde
forladt hans Moder og bortført en gift Dame, efter at han havde givet
hendes Formue Fødder at gaa paa, og den Moder, som skulde
opdrage ham, elskede ham »som en Tigerinde«. Snart fik han
Ildtangen i Hovedet, snart blev han overvældet med Kys og Kærtegn.
Hans Natur sprang fra Ædelmodighed til Hovmod — fra
Øm-hjertethed til Vildskab. Da han som to til treaars Dreng fik Skænd,
fordi han havde faaet en Plet paa sin Kjole, stod den lille Fyr
hvid af Raseri med knyttede smaa Næver og rev saa Kjolen i Stykker
fra øverst til nederst. Da han underkastedes de smertefuldeste
Operationer for sin halte Fod, bar han Smerterne med overlegen Ro.
En Kammerat, den senere Førsteminister Peal — skulde til Straf
for en Forseelse have en Mængde Slag paa sin bare Arm. Byron
saa til med Taarer i Øjnene og bad saa, om han ikke maatte faa
Byron
1788—1824
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
