Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VI. Engelsk romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
103
<ler er vel Formen et Drama, men paa et enkelt dramatisk
virkningsfuldt Moment nær flyder alting udover til en svævende, altfavnende
Kordigtning, hvor symbolske Skikkelser aander sit Væsen ud i dejlige
Sange. Det er langtfra dramatisk, men det er aandfuld Poesi, naar
den nye Verdens Fødselsstund begynder dermed, atAsia, Kærlighedens
Personifikation, med et staar i straalende Lys og Skønhed, blændende
og betagende, og tænder Luften og alt i Elskovsild omkring sig. Og
den er udtrykt i den herlige Korsang:
Livets Liv! den Luft, som dvæler
mellem dine Læbers Ramme.
Kærlighedens Glød besjæler,
saa den bliver hed som Flamme,
dine dybe Blik og Smil
gør den kolde Luft til Ild.
Lysets Barn! din Skabning brænder
bag det Slør, hvori den klædes,
som en Sol, der Straaler sender
gennem Skyen, før den spredes;
Lueglansen guddomsfager
hviler om dig, hvor du drager.
Ingen ser dig — men din Stemme
hvisker blødt og ømt den dirrer, —
Skærets lyse Straaler gemme
dig for Øjet, naar det stirrer,
alle føle, hvor du svæver, —
selv jeg føler det og bæver.
Jordens Lys! hvorhen du drager,
lægges Glans om Mulmets Sider;
de, hvis Sjæl i Favn du tager,
let og snelt paa Vinden glider,
til som jeg de synke, svage,
svimlende, men uden Klage.
Slig saa Dante paa sin Flugt gennem Paradiset stadig sin
Førerske Beatrice straale i ny Skønhed for hver højere Himmel.
Forklarelsen, der udgydes over denne Skikkelse, som paa en Gang er
en Personifikation af Naturdriften, af Elskoven og af
Menneskekærligheden, de dyrebareste Livsmagter for Shelley, er visselig ogsaa
Toppunktet af hans Poesi.
Da Keats var død af Tæring, 25 Aar gammel, fattig, forhaanet
som Digter, skrev Shelley sit dejlige Digt »Adonais« over ham.
Det var over en tæringssyg, udsigtsløs, ung Mands Grav, det var
skrevet, men den Skikkelse, Shelley har set gennem den »skrøbelige
Form, et Luftsyn mellem Mennsker, alene som sidste Sky af en
udaandende Storm«, er en af baade Livets og Aandens udkaarede:
En Aand, en Parder lig, saa skøn som snel,
Elskov i Sorg formummet, Kraft og Magt
med Svaghed gjordet. Tung ham som et Fjeld
er Timens Vægt; han synker ned forsagt.
Faldende Regn, en Lysstrøms døende Pragt,
en bristende Bølge er han. Brast den ikke,
mens vi den nævned? Tidt har Solen lagt
sit Smil paa visnet Løv. Rødmen kan ligge
paa Kind, mens Sjælen maa den bitre Dødskalk drikke.
Hans Hovedhaar var med Violer kranset,
med visne Stedmorsblomster sammenbundet.
Et Spær, hvorpaa Cypressens Kogle dansed,
omkring hvis Spær mørk Vedbend løst var vundet,
som drivende af Dug han havde fundet,
skjalv i hans Haand, som Hjerteslagets 11
fik til at ryste. Alle var forsvundet.
Da kom han sidst, som glemt, med Vemods Smil
en Raa, dens Hjord forlod, truttet af Jægerens Pil.
Oversat af
t>. Brandes.
Sml.
Værker.
B 5.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
