Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VII. Manzoni og Leopardi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
JUST BING
Leopardi
1788—1837.
Oversat af
Just Bing,
Fig. 4 4. Leopardi.
op i Højde med denne Bog, hvor alle hans kunstneriske Evner
strømmede sammen.
Medens Manzoni gik over fra det 18de Aarhundredes Fritænkeri
til Kristendommen, gennemgik Pessimismens store Sanger, Giacomo
Leopardi den modsatte Udvikling. Han kom fra et rettroende,
konservativt, højadeligt Hjem i den lille By Recanati. Hans Fader var
en dannet, kundskabsrig og litterært interesseret Mand, hans Moder en
sparsommelig og strængt religiøs Kvinde, der levede helt ud for
Evigheden; kold og ubøjelig foreholdt hun sine Børn, at Lidelser kun
var Livets Lod efter Kristi Forbillede, og uden Taarer, næsten med
lettet Hjerte stod hun ved deres Dødsleje. Denne strænge
Livsbetragtning kan man genfinde i Leopardis Digtning, afklædt al
Kristendom. Lidelsen er hos ham et Aandens Særkende; Dyret og den
sorgløse Masse, der uden
Tanke gaar gennem Livets
Slid til dets faa lyse
Stunder, de er lykkelige, fordi
de ikke ser, hvor
ulykkelige de er. Men den, som
i sin Tanke kan overveje
Menneskelivets Kaar, han
føler, at det er »født til
Taarer«, at Livet er en
Byrde, og at Døden, som
synes os saa frygtelig, er
en Befrielse. Denne
Pessimisme voksede frem af
Leopardis Livsskæbne.
Fra Leopardi vaagnede
til Selvtænkning, var han
skilt fra sit Hjem, og saa-
længe han levede, var han afhængig af det. Han følte Muren
mellem dem hjemme og sit eget Hjerte, og dog frigjorde han sig aldrig
i noget Oprør. Han blev opdraget til Bogorm; før han var voksen
havde han udgivet græske Forfattere med umaadelig lærde latinske
Anmærkninger. Hans Jærnflid skadede hans Helbred; han blev
forvokset, pukkelrygget, og — saa vaagnede Sanserne. Bittert har han
lidt ved, at man fandt hans Ydre frastødende; man kan fornemme
denne Klage under Masken i »Sapfos sidste Sang«:
Skøn er din Klædning, høje Himmel, skøn
er du, o Jord i Dugglans! Ak, af denne
uendelige Skønhed ingen, ingen Del
har Guder og den grumme Skæbne skænket
den stakkels Sapfo. I dit stolte Rige
kun, o Natur, en ussel, sorgtung Fremmed,
en elskende forskudt, — forgæves løfter
jeg op mod dine herlige Former Hjertet
og mine bedende Øjne. — Til mig ej smilei1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
