Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VII. Manzoni og Leopardi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
JUST BING
rulle afsted. Da kaster han sig skælvende paa Sengen, lukker Øjnene,
klemmer Haanden mod Hjertet og sukker. Denne utilfredsstillede
Elskovslængsel dukker stadig frem hos Leopardi; han føler, at han
ingen Ungdom har haft; det er ligesom det bitreste i hans Bitterhed.
Det har givet hans Digtning en mægtig personlig Styrke; thi han
blev Smertens Sanger.
Den Smerte, som fik ham til at synge første Gang, var hele
1818. Fædrelandets Smerte. Hans Ode »Til Italien« er som et Skrig; det
gav Genlyd over hele Italien dengang, da Oprøret ulmede overalt.
»Med Manzoni i Kirke, med Leopardi i Krig«, hed det. Og den
giver Genlyd den Dag i Dag i Italienernes Hjerter, enhver Italiener
kan paa staaende Fod deklamere den udenad, siger Leopardis
danske Biograf Emil Rasmussen. Man har siden studeret denne Ode
og fundet den fuld af Reminiscenser fra latinske og italienske
Digtere — hvor skulde han vel ellers have taget sin Poesi fra, den
tyve Aars Bogorm? Og man har fundet Udtrykkene svulstig-patetiske.
Hvor skulde han vel have lært Livets Sikkerhed i sin Digtning, han
som havde levet sin Ungdom indenfor det fædrene Biblioteks fire
Vægge? Tværs igennem alle laante Udtryk, alle kunstlede
Modsætninger og Udraab slaar der et Flammehav af patriotisk Smerte i
Digtet. Han raaber: Mit Fædreland, jeg ser Mure og Buer og Søjler
og Billedstøtter og Buster; men Æren ser jeg ej, ej Fortidens Kranse
og Sværd. Vaabenløs, nøgen, lænket, nedbøjet sidder du paa Jorden
og græder. Hvem tog dine Vaaben og Prydelser ved List eller Magt?
Forsvarer ingen dig? Vaaben, Vaaben hid! Jeg alene skal kæmpe
og falde for dig, og gid mit Blod var Ild for Italienernes Hjerter!
Hvor er dine Sønner? Ak, de kæmper i fremmed Egn for fremmed
Lands Sag. — Mørkere og mørkere bliver Billedet af Tidens Tilstand
for hans saarede Fædrelandsfølelse. I sit Digt til sin Søster
Pao-linas Bryllup siger han de bitre Ord: »De Sønner, du skal faa, bliver
enten ulykkelige eller Uslinger. Da hellere ulykkelige! Tidens
Siethed har sat evig Splid mellem Ædelhed og Lykke; det maa blive
dit Hjertes helligste Pligt, at dine Sønner ej bliver Venner af
Lykken.« — Der er én Hovedkilde til Leopardis Pessimisme.
Den voksede frem, alt eftersom Livet mere og mere for ham blev
en Kamp med hans skrøbelige Helbred og en sur Strid for Brødet.
Den Lærdom, som havde røvet ham hans Ungdom, kunde ikke skaffe
ham nogen Stilling, og de Tilbud, han ved Venners Hjælp fik om
Ansættelse i Tyskland, turde han ikke modtage for det kolde Klimas
Skyld. Saa slæbte han sig rundt i Italien fra Pensionat til Pensionat,
fra Forlægger til Forlægger. Da brød hans Følelse af Livets Smerte
1824. ud i hans Digte, første Gang i antikt Klædebon i »Brutus dep yngre«,
der staar paa Valpladsen efter det tabte Slag, trodsig og fuld af
Forbandelser, før han støder Dolken i sit Hjerte: Guderne driver kun
Spot med de dødelige. Evig forfølger Skæbnen Menneskene; Hoben
trøster sig med, at Ulykken er nødvendig; men er da de Onder
lettere, som der ingen Hjælp er mod? Nej, evig fører den Ædle Krig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
