Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VII. Manzoni og Leopardi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
119
Fig. 47. Leopardis elskede, Gertrude Lazzari.
paa Liv og Død med Skæbnen, og et Dolkestød frier ham for dens
Tyranni. Vredes Guderne derover? Ja, de Eviges fejge Hjerter tør
ikke selv vove det. Se, Dyret lever lykkeligt, fordi det ikke kender
sin Ulykke; men om det vil styrte sig fra Klippen i Raseri, hindrer
ingen hemmelighedsfuld Lov det. Alene for Mennesket blev Livet
en Byrde/ alene Mennesket har Jupiter forbudt selv at fly til Dødens
Strande. Lige klar, lige tavs stiger Maanen op over Nederlaget, som
den har gjort over
Roms Storhed,
uforandret vil dens Straale
lyse over Bjærgene,
naar Barbarer
tramper paa denne Jord,
til Spot for det
ila-liske Navn. Dyret
blandt Klipper,
Fuglen i Skove lever sit
vante Glemselsliv og
aner ikke, at Verden
styrter sammen. Og
saa snart den flittige
Bondes Tag farves af
Morgenrøden, vil han
drive sin Hjord
gennem Dalen op paa
bjældet. Alt er
ligegyldigt for
Menneskenes Ulykker. I
Foragt vender han sig
bort fra Himmel,
Underverden, Jord og
fra den kommende
Slægt. Tiden er i
Forfald, ilde at betro
til en raadden
Efterslægt sin stolle_Sjæls
Hæder og Hævnen for sine Ulykker. Lad Fugl og Dyr røve mig og
Taagen skjule Rovet, lad mit Navn og mit Minde blive Vindenes Bytte!
Her klinger Grundtonen i Leopardis Digte, dyb og mørk. Livets
Elendighed, den Ædles Lidelser, de Tankeløses Tilfredshed, Naturens
Ligegyldighed — det bliver Omkvædet i hans Poesi, det ser han,
hvor han vender sine Øjne. Denne mørke Lære forkyndte han
baade i Digte og i Prosaskrifter, med dyb Patos, med skærende
Ironi, med Vemodets Smil om Læben. Dybest føler han det, naar
han betragter sin egen Skæbne. Han er bedraget for sin Ungdom;
han har været udenfor i den Tid af Livet, da alt er Fest og Fryd.
Og dog, det har været Ungdom, for Haabet har levet i hans Bryst,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
