Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VII. Manzoni og Leopardi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
JUST BING
Kærlighed i hans Hjerte. Det var Illusionernes Tid; Sandheden
kommer ubarmhjertig klar og viser, at Livet er et Øde. Det skønne
Bedrag er Livets Lykke, Sandheden er kun Tomhed, et Intet. Man
føler stadig, hvor hans Sind hungrer efter Glæde. I et Blink tegner
han med kunstnerisk Graadighed Billedet af Lys og Lykke blandt
den tankeløse Mængde for saa at vende sig til de mørke Tanker.
Uvejret er over, Fuglene synger, Hønsene kagler. Støj og Arbejde
begynder igen; Haandværkeren staar i Døren og ser op i den
fugtige Luft, Pigerne kommer ud efter friskt Regnvand, Grøntsælgeren
raaber atter det vante Raab fra Gade til Gade. Solen smiler atter,
Familierne aabner atter til Balkoner og Terrasser, fra Kørevejen
lyder atter Bjældeklang og Vognrummel, og Vandreren begiver sig
paany paa Vej. Hvert Hjerte glæder sig; naar er Livet saa lyst og
blidt som nu? — O du skønne Natur, at blive fri fra Smerte, det
er vor Fryd. Sorgen skyder op af sig selv, Glæden er Smerternes
Barn. Menneskens Slægt, du er kær for de evige. Du er lykkelig,
om du faar Pusterum i Lidelsen, salig om Døden frier dig fra alle
Lidelser.
Nydelig tegner han Lørdagskvelden i Landsbyen. Pigen kommer
fra Landet med sin Bør Grønt, hun laver sig en Buket af Roser og
Violer; i Morgen, Søndag, skal den smykke hendes Haar og Bryst.
Den gamle Morlille sidder paa Trappen i Solnedgangen og spinder
og snakker om gamle Dage, da hun dansede frisk og flink blandt
sine Ungdomsveninder. Mørket falder paa, Skyggen af Fjælde og
Huse tegner sig mod Maaneskinnet; Kirkeklokken giver Tegn,
Børnene styrter med høje Raab ud paa Pladsen og tumler sig der med
lystig Støj. Og Landarbejderen vender tilbage til sit larvelige
Maal-tid, han fløjter og tænker paa sin Hviledag. — Du lystige Yngling,
din blomstrende Alder er som den lyse, klare Dag før dit Livs Fest.
Glæd dig kun; ak, maatte den Fest, som endnu venter at komme,
ikke blive dig tung!
Atter skulde det lyse op i Leopardis Liv; en ung Frue behagede
at regne den berømte Digter blandt sine Tilbedere; hendes Smil
satte ham i Fyr og Flamme, og begejstret skildrer han den
Løftning, som bruser gennem hans Sjæl. Ak, det var kun Koketteri og
Bedrag. Bittert raaber han til sit Hjerte: Fortvivl for sidste Gang.
Vor Slægt har Skæbnen kun skænket det at dø. Foragt dig selv,
Naturen, den raa Magt, der fra sit Skjul hersker til alles Ulykke,
— og Altets grænseløse Tomhed. Og et Par Aar efter Forelskelsen
skildrer han hende med vildt Had, hvorledes hun yppig strakte sig
paa Sofaen, kælent kyssede sine Smaabørn, rakte den hvide Hals
frem og lokkende drog dem til sit Bryst. — Hun kan trygt fortælle,
at hun var den første, som bøjede hans stolte Nakke, saa han blindt
adlød hvert af hendes Luner. Dog det var ikke for hende, hans
Hjerte brændte; det var for det herlige Skønhedsideal, der
aaben-barede sig for ham gennem hende. — Idealer kan ogsaa undertiden
gøre sin Nytte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
