Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VII. Manzoni og Leopardi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
JUST BING
stille Vand, Grene, Hække, Høje, Byer; og saa naar Maanen synker,
Verden blegner, Natten bliver øde, — saaledes flyr Ungdommen
bort fra Livet. De flygter, de skønne Illusioners Skygger og
Skikkelser, de svinder, de fjerne Forhaabninger, Livet bliver mørkt.
Ak, altfor lykkeligt var Livet, om Ungdommen, bvor hver Lykke dog
er født af tusinde Smerter, fik vare ved. Altfor mild blev vor
Skæbne, om vi fik dø den haarde Død midt paa Livets Vej. Nej,
Guders Raad har fundet paa den største Lidelse: Alderdommen,
hvor Attraaen er fuldt levende, Haabet slukt, Glædens Kilder tørrer,
Smerterne altid haardere, og hvor Lykken ikke findes. I, Høje og
Sletter, skal se en ny Dag, men i Menneskelivet gryr den aldrig
mere, naar den skønne Ungdom er forbi. Den Nat, som hyller ind
Alderdommen, faar sit Maal ved Graven. — Her ser vi
Pessimismen som Leopardis egen bitre Livserfaring; i »Gyvelen« udvider
det hele sig til et mægtigt smertefuldt Verdensbillede: Gyvelen
vokser, hvor Lavaen har lagt Vesuvs Skraaninger øde. Ensomme dufter
dens Smaabuske, hvor før var blomstrende Haver og Paladser. Her,
hvor dens Blomsterduft formilder Ødet, her faar man det rette Maal
for Menneskenes Storhed. Spejl dig i den, du stolte taabelige
Aar-hundrede, som drømmer om Frihed og vil gøre Tanken til Slave,
og ophøjer Menneskelivet over Stjernerne. Mennesket priser sin
høje Lykke; et Bølgeslag, en Pestvind, en Revne under Jorden
opsluger Folkene, saa de knapt erindres mer. Den, som har den
rette Stolthed, han erkender sin usle skrøbelige Tilstand, han bærer
Lidelserne og lægger ikke Skylden paa Menneskene, men paa hende,
der i Sandhed er skyldig, der skabte Menneskene som Moder, der
elskede dem som en Stedmoder. Hun er vor Fjende, til Værn mod
hende har Menneskenes Samfund dannet sig. Hvis Frygten for
den grumme Natur, som først bandt Menneskene i Samfundets
Baand, bliver dæmpet af Sandheds Lys, da skal Retfærdighed og
Fromhed faa andre Rødder end den vilde Daarskab, hvorpaa man nu
bygger sine Bestræbelser for at holde Mængden i Ave. — Paa denne
Ødemark sidder jeg ofte om Natten og ser Stjernerne skinne. Hver af
dem er en Verden. Et Sandkorn i Universel er Jorden Og
Mennesket? Det tror sig Altets Herre og Maal. Skal jeg le eller græde?
Asken, Stenregnen og Lavastrømmen begraver Byerne, som et vissent
Æble falder ned og bringer Forstyrrelse i Myretuen; Naturen agter
paa Menneskene saa meget som paa Myrerne. I 1800 Aar siden
Pompejis Undergang har Bonden dyrket sin Vinhave paa disse
Steder; ængstelig har han spejdet op mod Toppen, tidt har han ligget
i Søvne og frygtet Vesuvs Buldren, og naar han har hørt Vandet
boble i sin Brønd, har han forladt Hus og Hjem og flygtet med
Hustru og Børn langt bort. Pompeji stiger op af Jorden som et
Skelet, i de øde Templer huser Flagermusen, som en Dødsfakkel
lyser over de tomme Paladser fremdeles Skinnet af den grumme
Lava. Saaledes grønnes Naturen evig, kender ikke Mennesket, ikke
de Tider, han kalder Oldtid, ikke Slægts Følge paa Slægt. Riger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
