Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VII. Manzoni og Leopardi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
123
styrter, Folk og Sprog forsvinder; den ser intet; men Mennesket
paastaar frejdigt, at dets Liv er evigt. Og du, sejge Gyvel, som
smykker disse ødelagte Strækninger med dine duftende Buske, du
vil nok snart gaa til Grunde for den underjordiske Ildstrøm, du vil
nok bøje dit Hoved, du vil ikke gøre Modstand; men indtil da vil
du ikke fejgt dukke dig forgæves bønfaldende for din Undertrykker;
du vil heller ikke knejse i fræk Stolthed mod Stjernerne; du vil
være visere og mindre svag end Mennesket; thi du troede ikke, at
din svage Kvist var skabt af Skæbnen eller dig selv til Liv for
Evigheden. —
Leopardi er den første gennemførte Pessimist i Aarhundredets
Litteratur: Smerten og Leden har her krystalliseret sig til et mørkt
og fast Verdensbillede; mange af hans Grundtanker genfindes hos
hans aandelige Slægtning, Pessimismens store Filosof Arthur
Schopenhauer. Der er en vis Dobbelthed i hans Pessimisme; som
tænkende Aand ser han Sandheden i Øjnene; Livet er Øde og Smerte;
jo ædlere Natur, des dybere Lidelse. Naturen er ligegyldig og
grusom. Døden er den eneste Hvile, og den fylder os med Frygt.
Men som Digter føler han, at Illusionen, Ungdommens Daarskab er
Lykken ; den er et Bedrag, men den, som har levet i denne Løgn,
har ejet Lykken som Haab og Tro. Leopardi staar her paa Skillet
mellem to Veje, der deler sig i Samtidens franske Litteratur. Den
ene fører til Mussets Lovprisning af Ungdomsdrømmen, som brister
for Livets naadeløse nøgne Sandhed. Mildt vemodigt lader han sin
hovedrystende Velsignelse klinge over de unge, som tror paa deres
Kærlighed:
Den vise siger: Daarer! og Digteren: I sæle!
Den anden Tankegang, Følelsen af Livets Kval for den ædle, af
Naturens Grumhed, af alts Forgængelighed og alts Lidelse, skulde i
Frankrig faa sit mægtige digterske Udtryk hos Vigny. Mellem
Musset med det aabne skælvende Hjerte og Vignys afstængte Smertens
Borg staar denne pukkelryggede italienske Digter med de dybe
Øjne, menneskelig i sin forsmægtende Lykketørst, mandig i sin
Haabløshed, klar i Stil, klar i Skildring, klar i Tanke; en Aand,
som Frygten vel kan faa til at gyse, men aldrig til at vige, og som
har gennemlevet Lidelsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
