Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VIII. Romantiken hos de slaviske folk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
JUST BING
och lät paa gyllne våg sig vägas . . .
Är Ni en mann af heder, låt
oss nu för altid skiljas åt!
Jag älskar Er . . . behöfs det sagas.
Mer jag är inte längre fri,
och eden skall jag trogen bli.
Saa løber denne Don Juan-Efterligning ud i en heroisk
Forsagelse overfor Pligtens og Ægteskabets Hellighed, med et ægte
russisk Drag af Skæbnetro.
Den russiske Kritiker Bjelinski har kaldt »Eugen Onegin« for
en »Encyklopædi over Livet i Rusland«. — Det er sandt — især
om man tager det ironisk. Det er et Liv, hvor der ingenting sker,
et Liv, hvor Begivenheder udgøres af Baller og Selskaber, af
Præsentation i Moskva i det højeste, af Konversation om Bøger, og
hvis Tragedie udgøres af en Duel — i Anledning af af Kotillon.
Lenski sværmer blaaøjet romantisk for Tatjanas Søster, den muntre
Olga; alting ved hende bliver poetisk for ham. Men i et Anfald af
Ærgrelse giver Onegin sig til at ærgre ham ved at gøre Kur til
Olga paa Fødselsdagsballet. Det lykkes kun altfor godt. Hun
smiler og rødmer og er meget optaget, og da Lenski rasende farer paa
hende og barsk beder om Kotillonen, har hun lovet Onegin den.
Da taber den blaaøjede Lenski sin Tro paa Kvinden, og han føler
sin Ære krænket. Han udfordrer Onegin, alle Forklaringer er
forgæves, Duellen finder Sted, og Lenski falder — til Onegins
Fortvivlelse. Dette er for drengeagtigt til at virke tragisk, og hos
Puschkins Fortsætter i Byrondyrkelse, den haarde, mandige
Lermon-tov forekommer det samme Motiv vrængt om i ubarmhjertig ironisk
Belysning. I det hele er det, som fattes »Eugen Onegin« Karakter
— ellers er det en ypperlig Bog. Med nogle faa Meslerstreger kan
Puschkin give en Naturskildring, som lever og lyser. Læs bare en
Strofe, som maler den begyndende Vinter:
Re’n rimfrost täcker marken vide
Och gifmildt ut sit silfver strör
(Af mina rim af frosten lida
ei derfor undran väcka bör.)
Blandt stenar bäcken mer ej hopper;
et isigt band hans fåra stoppar,
och pilten käckt med skridskor på
skäi- isens vida fält, det blå.
Med tröga fjät en anka skrider
mod stranden hän at bada sig.
hun plumsar ned paa svikfull stig,
hon halkar, pang! hur vingen svider! —
De första flingorna af snön
som stjärnor falla ner på sjön.
Eller det nydelige lille Genrebillede, hvor Tanten i Moskva
modtager Tatjana og hendes Moder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
