Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VIII. Romantiken hos de slaviske folk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
137
1830 var kuet — syntes al Kamp, alt Arbejde forgæves. Den eneste
Redning kan maaske findes i selve Lidelsen. Og tilslut syntes
Verden ham at være styret af en ond Jætte »Kong Aand«, der piner
Menneskene for at knuse eller hærde dem; det vil Gud. Mod dette
Vildsind rejste Polens tredje store Digter Krasinski sig; for ham gjaldt
det først ’og fremmest om at redde det polske Folks Sjæl, bevare
dets Hjerte rent og kærligt, bevare Sindets Løftning over Tidens
Lidelser.
Mitskievitschs stærke og lyse Aand evnede ved Siden af sine
hjerteskærende Klager over Fædrelandets Nød at skabe et patriotisk
Ileltedigt i den lyseste og stærkeste Dur-Tone: »Hr. Thaddæus eller
det sidste Indridt i Lilthauen.« Hans Fædrelandsfølelse førte ham
tilbage til hans Barndomsminder, han saa hele Schlachta’en
(Lit-thauens Ridderskab) for sig, saa dem i de gamle Nationaldragter,
Kontusch og Konføderatka og hvad de hed, saa dem i de sidste
Rester af del gamle Fejdeliv, hvor »Indridtet«, den voldsomme
Erobring af en Genstand, stiftede retmæssig Ejendom. Helten i
Digtet er egentlig den hele Schlachta; den træller vi der stadig i
Flok og Følge; de enkelte Personer er bare — saa underlige
Særlinge de kan være — vekslende Akkorder i en fuld Harmoni. Den
lever et Liv som Heltene i Homers Dage, der er Gæstebud og
Jagter, Trætte og »Indridt«, og er der end ikke længer gamle Pile og
Buer, saa gør det ingenting; hver Bøsse, hvert Sværd har sin
Historie, ja, om det saa er Kogebogen »den fuldkomne Kok«, saa har
den sin Forbindelse med sit Lands Ære; den var fulgt med den
berømte Banket, som Grev Tentschyn gav for Pave Urban, og den,
som Radzivill gav for Kong Stanislaus. Alting er nationalt, polske
er Dragterne — den moderne Greve som klæder sig til Festen i
fransk Mode gør en ynkelig Figur —; polske er Dansene, Polonæser
og Mazurkaer. Alting bærer i sig fædrelandske Minder for Digteren,
som sidder langt borte i et fremmed Land: han husker, hvordan
Køkkenhaven saa ud med alle dens litthauiske Vækster, han husker,
hvordan Hampeagrene duftede. Og naar Selskabet drager paa Jagt,
husker han først ret den litthauiske Urskov med alle dens Moser og
Søer, alle Dyrene, der gemte sig og jagedes op, og mest af alt
husker han, hvordan Jægerhornet klang, hvordan det gav Genlyd fra
Krat og fra Storskov. Mangfoldigere bliver Jægerens Spil, han
efterligner Dyrenes Lyd, han blæser Ulvehyl, Bjørnebrum og Uroksens
vældige Brøl. Og alle Træerne svarer med Genlyd: saa mange
Træer, saa mange Horn, Klangen hæver sig op, bliver finere og
svinder i milde Toner ind i selve Himlen.
Ridderskabet lever saaledes sit gamle Liv, med gamle Erindringer,
med gammelt Slægtsfjendskab — rigtignok er det ikke saa blodigt
længer, for naar Horetschkoerne ved »Indridtet« har overmandet
og bundet Soplitsaerne, saa indskrænker de deres Blodsudgydelse til
Høns og Ænder. Alle er gode Patrioter; Jatsek Soplitsa er blevet
en landflygtig Mand, siden man troede, han gjorde fælles Sag med
Europas Litteraturhistorie. 18
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
