Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VIII. Romantiken hos de slaviske folk - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
143
Dødsangst og knælede stadig for Helgenbillederne. Men med denne
Bog var hans Gerning gjort: han havde gjort sit Lands Litteratur
ægte russisk, og han havde ført Romantiken ind i Livets uendelig
mangfoldige Virkelighed.
IX. DEN FRANSKE ROMANTISME.
Revolutionens og Napoleonstidens Storme var ilet hen over
Frankrig, Chateaubriand og Fru de Staël havde tegnet Billedet af
den nye Tids Menneske og alle Magter, som boede i dets Sjæl. Og
dog stod den gamle snevre Klassicisme ubesejret, ikke en Rift var
der gaaet i dens gamle Regelbygning. Fra Skuepladsen lød endnu
Tragedier og Komedier i den gamle Stil; i Digtene tik Versene
endnu trippe sine pæne reglementerede Trin i det gamle
alexandri-ner-Versemaal, det, som vi kender fra Peder Paars og Kærlighed
uden Strømper. — Det var en forbudt Frihed at lade Sætningen
skridte over fra Vers til Vers, og at nævne Tingen ved dens rette
Navn var en Gru og en Forfærdelse.
Og hele den klassiske Aandsretning med dens sunde Sans og
dens borgerlige Livsopfatning fik en Repræsentant, hvis Ry gik over
hele Europa. Det var Béranger med hans berømte Sange. Man
kan ikke sige, at denne Repræsentant for den gamle Aandsretning
ikke fulgte med Tiden. Han maatte endog for sine Sange gaa i
Fængsel og’ betale Bøder, for hans Sange skabte Napoleons-Legcndcn
om, »den lille Korporal« og hans graa Frakke — og Napoleon var
jo den »Hydra«, man havde besejret. Men det hjalp ikke;
Reaktionens og den hellige Alliances Mænd kunde ikke staa sig mod
denne Munterhed og sunde Sans; endog Novosiltsov i Mitskievitsch’s
Dødsfest nynner paa Bérangers Sange. Endnu mere gottedc alle
brave Borgere sig. Bérangers Livsvisdom og hans Sentimentalitet
var netop den Livsvisdom og den Sentimentalitet, som slog an i
Ølknejperne. Han var liberal paa borgerlig Vis: Gud var en klog
Mand, som skønte, at det ikke var Synd at more sig og ikke var
streng mod Synderne; Præsterne skulde uddele sine Velsignelser og
ikke genere nogen. Og den hyggeligste Konge var »Kongen af
Yvetot«, som lod sin Jeanneton krone ham hver Aften med
Nathuen. Om Borgernes Forfængelighed og Kvindehjertets Ustadigheder,
om hvordan de dumme Ægtemænd blev taget ved Næsen, kunde
han synge, saa det gassede en helt igennem. Naar han sang om
sig og sin Lisette, var det den rene Natur: rigtig liflig kælent og
ganske uden alle de Lidenskaber og Følelser, som disse
Romantikere styltede sig op med. Og alting gik muntert i raske Melodier,
kvikke Vers, livlig Fremstilling, man havde Menneskene for sig,
og man slap for disse Naturstemninger, som andre Poeter drev det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
