Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
JUST BING
Lamartines samtidige og Modsætning er Alfred de Vigny; begge
bliver de ligesom borte paa deres gamle Dage, begge er først ret
blevet beundret og skattet efter deres Død. Men Vigny var ganske
særlig en Ulykkesfugl, hans nærtagende og finfølende Natur kunde
ikke holde Livets Pinagtigheder ud i nogen Stilling. Han var
Officer, men tog sin Afsked, han blev Forfatter, og en anset Forfatter,
men da saa Kritiken blev for slem, opgav han det. Han blev langt
om længe optaget i det franske Akademi, men ved Optagelsen
modtog Formanden ham med en yderst krænkende Tale, saa denne Ære
ogsaa blev forbitret for ham. Hans Privatliv blev oprevet ved et
ulykkeligt Kærlighedsforhold til den skønne og højtbegavede, men
meget vidtløftige Skuespillerinde Marie Dorval. Og alle Krænkelser
vækker hos ham kun en pinefuld Selvfølelse, som lukker sig mere
og mere inde i sit »Elfenbenstaarn«. »Ingen har været Hr. Vignys
fortrolige, ikke engang han selv,« sagde en Akademiker. Under al
Modgang følte han sig stadig som den ædle, Digteren, Geniet,
Aandens Ridder, og stadig stærkere blev den Overbevisning hos ham,
at den udvalgte just maa lide mest af alle og lide mest énsom, —
han være sig Digter eller Profet. Hans Moses, som har ført sit
Folk gennem Ørkenen i 40 Aar, staar høj og mægtig paa Bjerget og
taler med Herren. Men hans Ord er Klageraab: »Naar Din Aand
har fyldt Hyrden, siger Menneskene til hinanden: Blandt os er han
en fremmed.« *
Min Haand kun volder Skræk i den Haand, som den rorer,
Thi Storm er i min Røst, min Læbe Lynet fører.
Saa elsker de mig ej, se! hvor de skælver alle!
Naar jeg aabner min Favn, da paa Knæ vil de falde.
Jeg har levet, o Herre! i Magt — og i Øde,
Lad mig nu slumre ind mellem Jordens de Døde.
Geniets Ulykke — det er Emnet i en hel Række af hans
Fortællinger og Digte. Selv Naturen, den evige, er kold overfor
Mensket, — er kold, netop fordi den er evig. »Jeg ruller Eder
foragtelig forbi, kender Eder ikke,« svarer den Mennesket. »Man kalder
mig en Moder, og jeg er en Grav. Min Vinter tager Eders Døde
som sit Offer, min Vaar mærker ikke Eders Tilbedelse. Før Eder
var jeg skøn, efter Eder skal jeg vandre min Vej gennem Rummet,
ensom og klar.« Det er Leopardis gamle Klage. Men til Forskel
fra Leopardi vender Vigny paa Trods sine Øjne bort fra Naturen.
Som Marie Dorvals fyrige Elsker tilraaber han sin »Eva«: »Himlen
er for mig kun en Glans, der hyller dig i sin Azur, Bjerget er dit
Tempel og Skoven dets Kuppel, kun til din Vederkvægelse dufter
Blomster og synger Fugle, og Jorden breder et Tæppe for dine
skønne smaa Fødder.« Og som Filosof raaber han: bort fra den
kolde og evige Natur, elsk det, som er forgængeligt.
Jeg har sagt mine Øjne, som Hun vilde daare,
Skænk andet Eders Blik, skænk andet Eders Taare,
Elsk det, som svinder, det, som ej kommer igen.
Forf.s
Oversættelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
