Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
151
Denne forbløffende Slutningseffekt er et Træk, som Hugos Lyrik
— og ikke bare hans Lyrik — beholder som sit Kendemærke
gennem hele hans Forfatterskab. Naar han siden i sine Digte mod
Napoleon III synger sin Gravsang over dem, der faldt i
Barrikadekampen 4. December 1852, ender han med at vrænge et af
Napoleons Slagord: Nyd nu Freden — Eders Hjerte var uroligt, Lidenskab
jagede Eder — I drømte om at knuse Manden i Elyseet og Manden
i Vatikanet og lade den fri Aand strømme ud over Jorden. Hvem
I saa er og hvad I har følt, takket være den 4. December kan I
hvile i Fred i Eders Grav, Græsset vokser stille over dens Hvælv,
hvil i Tavshed i Eders Kister — »Kejserdømmet er Freden«. —
Et andet Eksempel er det Digt i Hugos Digtsamling »Rædselsaaret«
(o: 1870—71), hvor han taler med en Kommunard. »Du har
stukket Ild paa Biblioteket.« — »Ja, jeg har brændt den Bygning.«
Og nu skildrer Hugo, hvilken Forbrydelse det er. Du har dræbt
Straalen i din egen Sjæl, Bogen er paa dit Parti, din Befrier. Alle
de store Aander rykker i Marken; alt, hvad disse Aander har
skrevet, skal løfte, styrke, give dig Friheden. Bogen er Rigdom,
Kundskab, Ret, Sandhed, Dyd, Pligt — og alt det ødelægger du! — »Jeg
kan ikke læse.« —
Men Hugo bliver ikke fast hos Grækerne; naar han kommer til
deres Fjender, Tyrkerne, finder han først sit rette Fantasiklima.
Byron brugte Orienten til at udfolde sin egen vilde Lidenskab.
Hugo tegner den i skiftende Billeder. Det er de kække Røveres
Land, hvor den tyrkiske Marsch klinger.
Af levret Blod drypper min Daggert ved min Side,
og ved min Sadel hænger min Økse, der kan bide.
Jeg lider en Soldat, som er en Skræk for Belial.
Hans rummelige Turban gi’r hans Pande Barskheds Præg,
han kysser ærbødig sin gamle Faders Skæg,
og han elsker sin gamle Krumsabel, som man skal.
Hans Dragt er gennemboret forinden som foruden
af Stik, saa at Pletterne paa Kongetigerhuden
ikke naar deres Tal.
Oversat af
G. Brandes
Sml. Skr.
B. 6.
Af levret Blod drypper min Daggert ved min Side
og ved min Sadel hænger en Økse, som kan bide.
Der er Paschaens Sorg — han sidder krum som en Olding, Dag
og Nat knuger han Hænderne mod Panden. — Hvad kan det være?
Forgæves gætter man: Har Favoritinden været utro? Har der
manglet et Hoved i Fellahens Sæk? Har en Zigøjnerkone spaaet ham
ondt? — Nej, intet af dette. Men hans nubiske Tiger er død. Der
er Favoritsultaninden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
