Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
153
— Hør deres Sværm, det knager i Egene — Den er nær, Sværmen
af fæle Vampyrer og Drager; Tagbjælken bøjer sig som et fugtigt
Straa! — Skrig fra Helvede! Røster som hyler, som jamrer. De
slaar ned paa os. Murene bøjer sig, Huset stønner og vakler, det
vil vejres hen af Stormen som Høstens Blad. — Men saa drager
Toget, forsvinder, bliver borte, og Stavelse for Stavelse svinder
og-saa Verset ind. Sammen med Orienten kom ogsaa Spanien til at
spille en Rolle som det romantiske Land, hvor Had og Elskov
flammede, »Spanien er endnu Orient«, sagde Hugo.
Der er dog en Skikkelse, som mod Samlingens Slutning
fortrænger alle andre: Altid Ham, Ham overalt! Napoleon! Kampens
Poesi, Ærens Poesi — de har vakt Napoleons Billede hos Hugo;
Mindet om ham lyser. Han er ikke mere kongeligsindet. Nu
hylder han Bunaberdi (Bonaparte), Frankernes Sultan!
Jeg er fri og Araber, har ikke en Styver,
Men straks jeg raaber Allah! min gode Stridshest flyver,
Den har under sine Øjenlaag to glødende Kul.
Hugo beholdt det gamle Aleksandrinervers i sin Poesi, men han
forvandlede det; fra en fin stivbenet gammel Marki blev det ved
hans Livsenspust omskabt til en vældig Folketaler; Sætningerne løb
frit afsted gennem det, dets Rhytme blev omskiftelig og bølgende
som det levende Ord, der aandede i det, og dets Rim, der før holdt
sig pænt tilbage, traadte frem med Kraft og Klang. Og de Ord,
som lød, blev djerve; før var de poetisk brugbare Ord et Slags
Sprogets Hertuger og Grever; Hugo »satte den røde Hue
(Jaco-binerhuen) paa det gamle Leksikon«, han lærte den franske Poesi at
tale rent ud,
»til den »lange Guldfrugt« sa’ jeg: du er bare en Pære!«
Men denne hans Kamp kom først og fremmest til at foregaa
paa Dramaets Omraade. Her kom Striden til at staa ikke bare om
det enkelte Stykke, men om hvert Vers i det. Hos Franskmændene
er der den Dag idag, naar de er i Teatret, en saa varm Følelse
overfor hver Detalje i Stykket, at hver Replik, hvert Vers — især
gælder det nemlig Stykker i bunden Stil — gør sin Lykke eller
falder igennem.
Der herskede den latterligste Finhed i det franske Drama; det
var et Hofdrama, det var et Drama om Fyrster — betegnende er
det, at den gamle Mester Corneille sagde, at han havde gjort en af
sine Tragediehelte til Statholder over Armenien, »for at give ham
større Værdighed«. Saa taaltes intet hverdagsligt. Vigny oversatte
Shakespeares Othello og nævnte ligetil det Lommetørklæde, som
Othello havde skænket Desdemona, men ingen havde turdet nævne
det før ham; det var blevet forandret til en Ring ell. lign.; det gik
jo ikke an at tænke, at en Helt af Tragediens Fyrsteslægt kunde
trænge til at snyde sin Næse. Som god Romantiker roste Vigny sig
20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
