Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
155
samle Skaren om sig, Agitatorlysten til at bruge de store Gloser,
at smede de hvasse Slagord, Forfængeligheden ved at tro sig selv
den første og største, Modet til at sige sin Mening i høj Stil, om
han saa blev latterlig, hvad der — siger Stendhal vittigt — stadig
bliver mindre og mindre Fare ved nu i Frankrig; mindst Fare var
der naturligvis derved hos de unge Romantikere. Her var en Fører
efter deres Hjerte.
Og han udgav sit Kampskrift, den berømte Fortale til
»Crom-well«, — Dramaet har mindre Betydning end Fortalen. Han
tumlede her med Verdenslitteraturens Historie paa den frejdigste Maade.
Han forkaster Oldtidens Drama som Forbillede; han havde lært af
Chateaubriand, at vor Tids Livsanskuelse og Litteratur bygger paa
Kristendommen; da Kristendommen sagde til Mennesket: du er to
Væsner, et himmelsk og et jordisk, et idealt og et kødeligt o. s. v.,
»fra den Dag af har Dramaet været skabt«. Dramaet! Der
slipper det ud. Det er rettet mod den gamle Litteratur, der saa
ængstelig skilte mellem Komedie og Tragedie. Nej, siger Hugo, det
latterlige findes ved Siden af det ophøjede, det »groteske« ved Siden
af det »sublime«; de er som Lys og Skygge, uadskillelige. Saa er
det i Naturen. »Og alt hvad der er i Naturen, er ogsaa i Kunsten.«
Det var den store Salve; for den faldt alle de forsigtige Grænsepæle,
som den gamle Kunstlære havde opstillet. Hvor var Grænserne for
det poetiske Sprog? »Dommeren kan sige: Lad ham dø — og
lad os saa gaa hjem at spise.« Hvad bliVer der af Stedets Enhed,
som den gamle Tragedie havde søgt at redde, ved at anbringe alle
Scener i den berygtede »tragiske Forhal«? »Karl den 1ste og
Ludvig den 16de kan kun henrettes paa hine skumle Pladser, hvor
man kan se White-hall og Tuilerierne, som om deres Skafotter var
Pendant til deres Paladser. Saa kræver Sandheden, og den kræver,
at hver Tid faar sin historiske Lokalform. Sandheden er — Hugos
synske Fantasi.
Paa dette gik de røde Veste og de flagrende Lokker til Kamp,
da Hugos næste Drama »Hernani« skulde opføres. De gamle fik sig
straks en Forargelse, da der blev spurgt ganske utragisk, om Klokken
var tolv. Her var det Spanien, slig som Spanien skulde være,
Dolk og Gift og Løngange, den gamle Silva, der tro mod Æren
trodser Kongens Bud om at udlevere sin Gæst Hernani, og dog
siden kræver hans Liv, den fri Røver Hernani, der ikke bindes af
noget uden sin Ed om at dø, naar Silva blæser i hans Horn; den
fagre Donna Sol, som skal ægte sin Onkel Silva, men som elsker
Hernani og efterstræbes af Prins Carlos, siden Spaniens Konge. Men
denne Pigejæger-Konge bliver i Hugos Haand netop det, han vil
have: han bruger ham til at vise, at Mennesket baade er sanseligt
og idealt. Han vælges til Kejser, øg i Valgets Stund knæler han
ved den første Kejsers, Karl den Stores, Grav. Kejsertanken griber
ham: han vil være Verdenskejseren, Folkekejseren. Han føler den
hele Verdens Folkebølge som et Ocean. — Dette »Kejser« gav en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
