Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
JUST BING
Genlyd i Frankrig i 1830, som man vel forstaar. I denne store
Kejsertanke rejser hans Skikkelse sig. Da Kirkeklokken forkynder,
han er valgt, træder han ud af Gravhvælvet, møder stolt de
sammensvorne, skænker Hernani hans elskede. Han er en anden, fordi
han er blevet Kejser. Det var denne Akt, der fik Bifaldet fra de
unge for hvert Vers.
I de Dramaer, som i en 10—12 Aar fulgte Hernani — de
mærkeligste er »Marion Delorme«, »Kongen morer sig« og »Ruy Blas« —
kom Hugo til end yderligere at fremhæve denne Dobbelthed hos
sine Helte: Marion Delorme er Kurtisanen, men hun er ogsaa
Kvinden med den rene, uselviske Kærlighed; Triboulet er Kongens
Nar, som hidser ham til Udskejelser, men han er ogsaa den ømme
Fader, Ruy Blas er blevet Minister og Spaniens Styrer, men han er
ogsaa Don Sallusts Lakej. Hugo forklarer det hele meget letvindt:
Da Marion kom til at elske for første Gang og elske den rene og
ædle Didier, har Kærligheden forædlet hende; Triboulet er
vanskabt, Triboulet er syg, Triboulet er Hofnar, — tre Ulykker som
piner ham,« sagde Hugo selv; han er Folkets Mand, hader Konge
og Adelsmand, hevner sig paa dem ved at hidse dem mod
hverandre. Ruy Blas er Sværmer, vanvittig forelsket i — Dronningen.
Don Sallust forklæder ham som sin Broder, byder ham at vinde
Dronningens Kærlighed. Han kan ikke sige nej, og hans Kærlighed
inspirerer ham til at blive den store Mand. Naturligvis er denne
Menneskeskildring alt andet end dyb; men den svarer til Hugos
Idé om »det groteske«, den er Udtryk for hans Følelse af
Spændingen mellem det ædle og det lave hos Mennesket. Og den er
tillige Udtryk for hans lyse Syn paa Menneskenaturen. Meningen med
denne Dobbelthed er nemlig ikke den at sige: det ædle og det usle
hos Menneskene er lige sandt begge Dele. Nej, siger Hugo, det
sande er den elskende Kvinde, den ømme Fader, Sværmeren, som
hans Kærlighed begejstrer til Storhed. Kurtisanen, den nidsyge
Hofnar, Lakejen, er alle skabt af Livets Tilfældighed, Livets haarde
Kaar. Det sande Digterøje ser nemlig det skønne og ædle i den
usleste Tilværelse. Sansen for Kampen mellem disse Modsætninger
og den dramatiske Feberspænding, som følger med dem, og som
holder Tilskuerne aandeløse overfor hans Stykker — det tilhører
det i hans Natur, som hedder Victor; Menneskebetragtningen det,
som hedder Marie. — Men det væsentlige ved den litterære Daad,
som Hugo fuldførte i sine Dramaer, er ikke Menneskeskildringen;
det er Teatrets Befrielse. Fra nu af saa man i Frankrig, at der til
Tragediehelt ikke behøvedes nogen Fyrste; den fri Røver Hernani,
Kurtisanen Marion Delorme, Lakejen Ruy Blas, den onde Nar
Triboulet, alle havde de i Dybet af deres Natur det ædle, der gjorde
dem værdige til Pladsen i Tragediens Midtpunkt. Tragedien blev
en Digtning, ikke om Fyrster, men om Mennesker. Hugo — siger
Levin træffende — satte ikke bare den røde Hue paa det gamle
Leksikon, men ogsaa paa det gamle Teater.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
