Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
157
Det var ikke bare Personerne, som saaledes fornyedes. Den
tragiske Situation og den tragiske Stemning blev ny. Var det vel
en tragisk Situation, naar Ruy Blas, bedst som han begejstret taler
om Spaniens Fremtid, paa Don Sallusts kolde Ordre i Egenskab af
Lakej maa lukke Vinduet op og tage Lommetørklædet op! Eller
naar Didier staar tilintetgjort overfor Kavallerernes knaldende
Latter, da de ser, at han er jaloux paa — Marion Delorme? Det er
jo Komediescene; det er Junkeren der afsløres som Henrik, og
Frøkenen, der bliver Pernille, det er Studenstrup og hans Lukretia
af Ane Hattemagers Bataljon. Men her er Situationen tragisk; thi
det sande i Marion Delorme er hendes Kærlighed til Didier, det
sande i Ruy Blas er Manden med de store Syner. Og alt dette
tørner ubarmhjertig sammen med Livets Usselhed. Stemningen i
denne Tragik er heller ikke den gamle Tragedies store
Heltestemning, der selv i Døden virker befriende. Her snører Situationens
Nødvendighed Hjertet sammen. Det ny Aarhundredes Drama bragte
det pinlige ind paa Scenen. Det har siden gjort sig end mere
gældende i Aarhundredets Litteratur — tænk paa, hvor det staar i sin
uhyggelige Udfoldelse i Ibsens Drama! — Victor Hugo var den,
som først lærte Dramaet den moderne Kunst, saaledes med en
bitter Latter at klemme os om Hjerterødderne. Han kunde lære det,
fordi han saa bedre end nogen anden, at Grundtanken i
Aarhundredets Aandsliv var Striden mellem Ideal og Virkelighed! Han
følte begge de stridende Kræfter og satte dem ind i sit Drama som
det sublime og det groteske. Men han saa ikke deres mangehaande
Forviklinger; og derfor virker hans Drama ikke moderne længer.
Han var nemlig ikke Menneskekender, han var Seer, Profet, Taler.
Før var i Dramaet et Menneske en tobenet Egenskab; han gjorde
det til to modsatte Egenskaber indenfor en Menneskehud. Han saa
Kræfterne, men han kunde ikke optrevle deres skiftende
Sammensætninger. Han har ikke kunnet skabe det moderne Theater, men
han har givet dets Program.
Har han ikke kunnet skildre det enkelte Menneske, saa har han
til Gengæld som ingen anden kunnet skildre en Mængde; her er
hans synske Fantasi som inspireret. Og den faar ogsaa det livløse
til at blive levende under hans Blik. Med Rette er sagt om hans
historiske Roman »Notre Dame i Paris«, at den mest levende
Person i den er Notre-Dame-Kirken selv. Den bliver saa tydelig for
os med sine Murkranse, sine Taarne, sine Spidsbuer og Søjler, sine
Sidegange og Aflukker, og Hovedpersonen Quasimodo, Uhyret, hvori
den ædle Gnist tændes ved den skønne Esmeraldas Godhed, han
synes os kun levende i samme Forstand som Chimærerne paa
Kirkens Tag, ja, som de bliver han kun levende for vor Fantasi, naar
han ses i Forbindelse med Notre Damens mangfoldige Verden.
Hugos Evne til at faa Mængden til at bølge, at faa det livløse til
at tegne sig som levende i Læserens Fantasi kom til at vokse med
Aarene og naaede sin Kæmpehøjde i hans senere Poesi. Hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
