Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
JUST BING
Ungdomsværk var at sprænge Fantasiens Skranker; efter
Februarrevolutionen skulde han vise, hvorledes han kunde fylde hele den
vide Verden, han havde aabnet.
Hugos Digtning gælder Verden og ikke det enkelte Menneske;
den faar sit Supplement i Alfred de Mussets, som fuldstændig ser
bort fra Verden, og blot hen til sit eget Hjertes Følelser. Begges
Lyrik er stærkt personlig; men der er en Grundforskel mellem dem.
Hugo digter gerne om sig selv, sin Betydning, sin Stilling i Verden,
om alt det, han har set, læst, tænkt, oplevet. Han siger selv, at
hans Digterevne har sin Grund i, at hans Siæl er et Krystal; alt
spejler sig deri, alt faar det til at vibrere, Kærlighed og Grav, Ære
og Liv, Bølgen, der flyr, og Bølgen, der kommer, hvert Vindpust,
hver Straale af Liv og Død. Hans Sjæl har tusinde Røster. Gud
har sat den i Altets Midtpunkt som en klingende Genlyd. Digtets
Genstand bliver da hans Forhold til Verden; det bliver
Lejlighedsdigt, fremkaldt ved Anledningen, skrevet til Anledningen. Hans
Digtsamlinger er Dagbøger over de Begivenheder, han oplever, og
alting bliver Begivenhed for Hugo, alting gør Indtryk paa ham,
sætter hans Tanker i Bevægelse. Han skriver Digte til den og den i
Anledning af et Ord, en Handling, som har grebet ham. Han har
læst et Sted hos Vergil eller Dante, og hans Tanker kredser om det
i stadig videre Ringe. Karl 10. dør glemt i England, og Hugo
mindes, at han har været ivrig Royalist i sin Ungdom; han mindes
tillige, da han havde Audiens og begejstret forkyndte sin Opfattelse
af Kongedømmet, svarede Karl 10. ham hovedrystende »O, du
Digter!« — Han ser de pyntede Damer køre til Raadhusballet — og
nede paa Hjørnet staar ogsaa pyntede, halvnøgne Kvinder, men de
skal tjene sit Brød i Lastens Smuds. Ak, ingen af Eder glade og
rene deroppe ved, hvad det vil sige, naar Hungeren kommer og
kræver: »Sælg mig dit Legeme« — det vil sige: din Sjæl. De maa
le bort deres Bitterhed, lægge Sminke over Græmmelsen, og de
staar der »med Blomst om Haar, om Foden Skarn, i Hjertet Had«.
— Eller det kan være, at hans Børn kommer ind og leger i hans
Værelse; lad dem blive! Digtertanken forstyrres ikke af deres
Glæde. — Det kan ogsaa være, at han paa en Vandring har set en
stor rødplettet Ko staa rolig stirrende ud i Luften, medens de
smudsige Børn klemmer dens Yver og graadig suger Mælken i sig; han
ser deri Naturen, som rolig skænker sine Gaver ud til alle sine
Børn. — Overalt er Digtet et Udtryk for hans Trang til at leve og
virke med i det, som sker, for hans Aktivitet, som tilegner sig og
som uddyber Oplevelsen.
Helt modsat er det med Musset. Han er af de Mennesker, som
aldrig har oplevet noget. Han er sig selv og intet mere; han har
intet Forhold til Verden, har aldrig været med i nogen Begivenhed,
hele hans Liv foregaar i hans Hjertekamre. Men der spiller ogsaa
Følelserne sit evig skiftende Spil, Trods mødes med Forsagthed,
Hengivelsestrang med Lysten til at haane og saare, Tro med Tvivl,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
