Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
JUST BING
andres Indgriben dræber det hende; Talmigulds-Kærligheden er
ligesaa voldsom en Lidenskab, som den ægte er, naar man har
givet sig helt i dens Vold.
Længere ude i Aarene optraadte en anden af Napoleonstidens
, Mænd Henri Beyle. Han havde fulgt Napoleon over Alperne og
tilbage fra Busland, og han elskede ham over alt i Verden. Han
havde vist et fast og sikkert Mod, han optraadte med klart Hoved
og med vel barberet Hage selv paa de allerværste Dage under det
russiske Tilbagetog. Han havde saa bosat sig i Italien, hvor han
havde lært Byron at kende, og hvor han levede Resten af sit Liv
som Forfatter. Han kæmpede paa Romantikernes Side, han yndede
at fremstille romantiske Karakterer, men hans klare,
forstandsmæssige Stil og hans skeptiske Blik paa Verden og Menneskene bar
dog Præget af det svundne Aarhundrede. Det var Romantikerne,
som anerkendte ham. Balzac skrev en lang og varm Anmeldelse af
et af hans Hovedværker. Men han slog ikke helt igennem før sin
Død (1842). »Jeg vil blive forstaaet omkring 1880,» sagde han.
Beyle — han antog Forfatternavnet Stendhal — har som
For-fattei’ en Salamandernatur; hans Blod er koldt, men han lever i
Ilden. Der er to Ting, som interesserer ham; Elskoven og Mandens
Kamp for at komme frem i Verden. Fra Napoleonstiden har han
arvet den Synsmaade, at Karriere synes ham at være det Ord, som
gemmer Livets egentlige Princip. Men denne Kamp for Karrieren,
som har hans hele og udelte Interesse, skildrer han med iskold
Saglighed, hvoraf Ironien tit stikker Hovedet frem. Naar han i
sil ene Hovedværk »Hoffet i Parma«, skildrer Slaget ved Waterloo,
er det fra en Bagtrop-Soldats Standpunkt, han ser det. Men hans
to Hovedværker er navnlig viet til Skildringen af Reaktionens
ledende Kredse; »Hoffet i Parma«*) giver et broget Billede af de
italienske Smaahoffer, hvor Intrige er Livsluften, hvor Gift og Dolk
er almindelige Midler og Fængsel cn normal Overgang. Kampen
staar mellem »Ultras« og »Liberale«, Koterier og Sammensværgelser
er i travl Virksomhed, Aviserne hvirvler i Vejret alt det Støv, de
faar Lov til af Censuren. Men Forskellen paa Partierne er ganske
ligegyldig; det gælder alt sammen kun Spørgsmaal om Personerne.
I Den Røde og den Sorte**) er det Frankrig, vi har for os. Det
er Hykleriets gyldne Land. Den unge Parvenu Julien Sorel
lærer lidt efter lidt Sikkerhed i at fornægte enhver Overbevisning.
Da han bor i Landsbyen, elsker han med sin første Ungdoms
Forelskelse den gamle Hr. Renals unge Kone, og hun giver sig helt
hen i denne Ungdoms varme Elskov. Men der er forbeholdt ham
større Ting. Han kommer til Paris, bliver Sekretær hos Marki de
la Mole. Altid forstaar han at hævde sig overfor det høje Selskab,
hvis Meninger han antager. Han hykler med en Fasthed og Kulde,
*) Oversat af Karl Michelsen Kbhvn., Kristiansens Kunstforlag.
**) Oversat af Karl Michelsen under den altfor moderne Titel »Præst og Socialist’.
Kbhvn. Kristiansens Kunstforlag.
Bevie
1783—1842
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
