Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
167
der skjuler hans Trods og er en Forklædning af hans Foragt. Det
forstaar Husets unge Datter. Hun keder sig ved sine Kavallerers
Sukkersødhed. Hun ved, at om hun ægter denne Marki, hvis
For-fædre stammer fra Korstogene, saa faar hun Toiletter, Vogn med
Vaabenskjold, fortræffelige Heste, kort sagt, alt, hvad hendes
Veninder vil misunde hende — og hun keder sig uendelig ved denne
Fremtidsudsigt. Men denne Parvenu, ved ham er der Spænding.
»Er det en Danton?« Han undviger hende — er det, fordi han
foragter hende, som han foragter det øvrige høje Selskab? Hun
maa tænke paa ham, — det er jo saadan den store Lidenskab
kommer. Hun er vis paa, at hun føler den; hun finder sig uendelig
lykkelig ved denne Tanke, hun sætter alle Hensyn tilside, hun
skriver til ham. Han afviser hende, men alligevel — Klokken et om
Natten staar han oppe paa Stigen og banker paa hendes Vindue.
Koldblodig sikrer de sig ved dette Stævnemøde mod at blive
opdagede; da Faren er borte, føler de sig generte, men tager sig dog
sammen og, siger Stendhal, »den store Lidenskab var det Mønster,
hvorefter de her handlede, men ikke endnu nogen Virkelighed«.
Hun elsker ikke ham selv, hun elsker det samme ved ham, som
Stendhal elsker: Spændingen, og hun behandler ham paa samme
rolig-æggende og tavst sig hengivende Maade, som Stendhal følger i
Skildringen af sin Helt. Der, hvor han er saadan som andre
forelskede er, bliver hun bange for at »have hengivet sig til den første
den bedste«. Naar han fortvivlet over hendes Kulde udbryder;
»De holder ikke af mig, som elsker Dem saa meget«, er det det
værste, han kan gøre; »da Mathilde blev sikker paa at være elsket,
foragtede hun ham fuldstændig«. Men naar han’ saa i Raseri
uvil-kaarlig drager det gamle Sværd af Skeden, som de staar alene i
Biblioteket, tænker hun: »Jeg har været lige ved at blive dræbt af
min Elsker,« og føler sig med Henrykkelse hensat i Karl 9.s og
Henrik 3.s Tider. — Denne unge Parvenu sejrer over hende,
sejrer tilslut over Modstanden; men et Tilfælde forspilder det hele.
Hans forrige Elskerinde Madame de Renal er blevet from; hun
skriver i Religionens Navn et advarende Brev til den gamle Marki.
Rasende rejser Julien tilb|age til hendes By, og to Pistolskud er hans
Svar. Han bliver fængslet og dømt til Døden. Og Ansigt til Ansigt
med Døden forstaar han, at hans Ungdomskærlighed er den, som hans
Hjerte tilhører. Besøger Frøken de la Mole ham i Fængslet, er han
bare affekteret og føler sig ubehagelig. Men Madame de Renal
kommer til ham i de tre Uger, før hans Dødsdom bliver fældet og
eksekveret, og da er de jublende lykkelige, uden at tænke paa, at
deres Kærlighed ingen Fremtid har udenfor de Øjeblikke, hvori de
nu tilhører hinanden. — En tilsvarende Scene findes i »Hoffet i
Parma«. Den unge Fabricio er henrykt, som han sidder bag
Fængslets Gitter og udfinder et Signalsystem, hvorefter han gør sin
Erklæring overfor den unge Adelsfrøken tværs overfor. — Det er
en af Stendhals Hovedidéer: Lykken findes der, hvor man ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
