Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
JUST BING
skulde tro, at den kunde være, netop der, hvor alle Livsressourcer
er afskaarne, kan den med et staa i fuld Blomst. Den bekymrer
sig ikke derom — og ingen af os bekymrer os om den. Vi jager
efter Karrieren: komme frem i Verden, derpaa gaar vort Liv ud.
For hvert Menneske er en vis Portion Energi; den vil gøre sig
gældende i Verden, og »Verden« vil sige en Række forviklede
Forhold, som snor sig hindrende om den. Trangen efter at komme
frem ligger i Menneskenaturen; derfor er hver af os stolt,
magtbegærlig; derfor bliver vi Hyklere og brutale — og det er denne
menneskelige Energi jeg, Stendhal, interesserer mig for og studerer
i stort og smaat. I denne Kamp sætter vi vort Liv ind ; men med
Lykken har det intet at gøre; vi bryder os ikke om at være
lykkelige. Ja, hvis vi var lykkelige, — vilde vi da føle os lykkelige, al den
Stund vi ikke faar bruge vore Kræfter til at øve den Indflydelse, vi
formaar at øve? Denne Kamp for at komme frem, som vi ser hos
Julien, det er hans Trang til at udfolde sit Væsens Energi, og det
samme er denne Spændings-Tørst hos Frøken de la Mole. Energien
hos dem begge mødes, og ved Stævnemøderne sætter hans Stolthed
og hendes romantiske Gemyt begges Væsen i Rus; men Elskoven i
det altsammen den er bare Indbildning og romantisk Teori. For
begge Følelser er kunstige Følelser; naar Virkeligheden i Form af
en Dødsdom kommer over dem, fordufter denne Elskov fuldstændig.
Men de kunstige Følelser er netop de interessanteste; de lærer mig
bedre end de naturlige at forstaa det menneskelige Væsens Energi,
som har de tusinde Skikkelser, og som det er min Lidenskab at
studere under alle dens Forvandlinger.
Mellem de unge vandt Stendhal en Ven i Prosper Mérirnée; de
lignede hinanden deri, at begge var Romantikere ved deres
Forkærlighed for Syden og for de Tider og Mennesker, hvor
Lidenskaberne blussede uhæmmet, og hvor Spillet paa Liv og Død
spilledes med en Vilje, der ikke veg tilbage, og et Letsind, der saa
gladelig tog det lille Skridt fra Fest til Kamp paa Kaarde og Pistol.
Og desuden var de ogsaa Brødre i deres ironiske Betragtninger af
Menneskene og Livet. Men der hvor Stendhal docerede, tier
Mé-rimée stille og giver kun et sagte Vink. Hans Kunst bestaar i ikke
at sige et Ord for meget. Hans Ironi er den rolige Blaserthed, der
altid optræder i tilknappet sort Frakke. Han var Gentleman fra
Top til Taa baade i sit Liv og sin Kunst. Han var Filolog og
Arkæolog, blev under Napoleon 3. Chef for Undersøgelserne af
Frankrigs historiske Mindesmærker. Men hans Indberetninger og
arkæologiske Studier var alt andet end digteriske. De var den tørre
Saglighed fra først til sidst og savnede den Flugt og det vide Syn,
som ogsaa i Videnskaben maa til for at skabe det store. Han var
den fuldendte Hofmand, som Ven af Kejserinde Eugenies spanske
Familie kom han til at staa Kejserhuset nær, og ved dette straalende
og fordærvede Hof førte han sig med en Sikkerhed og Takt, der
glimrede ved sin Stilfærdighed. Han var rede til at holde de
Mérimée
1803—1870
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
