Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE 169
Taler, som krævedes, men han førte privat et Frisprog, som var
saa meget mere bidende, som det altid var forsigtigt og diskret i
Formen. Men ogsaa dette Frisprogs Kynisme var en Maske, han
stillede sig i Positur som Welhaven, fordi han som Welhaven led
af en »indre Forknyttelse« og ikke vilde give sig hen paa nogen
Kant; naar det gjaldt, viste det sig, at han kunde stille sig i Brechen
for at forsvare sine Venner, og hans Venskab blev undertiden
misbrugt. Ja, selv hans Søgen-hen til fremmede Egne og vilde Tider
var paa en Maade ogsaa en Maske. Han, der fremfor alt var
Formens Mester, vilde have sit Emne paa Afstand.
Det er betegnende, at hans første Optræden var en Maskerade.
Han udgav en Samling illyriske Sange i Oversættelse, — og ingen tvivlede
paa, at de var ægte. Men de var alle uden Undtagelse undfangede
og fødte i Mérimées Studereværelse. Han elskede den fremmede
Dragt; han talte selv en 5—6 fremmede Sprog; det var ham en
Nydelse at leve sig ind i et fremmed Folks Tankegang. Og navnlig
var det en Nydelse for hans Ironi at give den Udtryk som den
naturligste Ting af Verden, der hvor den staar stik i Strid med den
almindelige herskende Opfatning i det Civilisationens Land Frankrig.
Naar i hans »Colomba« den unge Orso della Rebbia vil give sin Sag
mod Barracinierne i Rettens Haand, sukker Banditterne i Kratskoven:
»Det gaar tilbage med hele Verden; de unge tænker ikke paa at
hævne sine Fædres Blod; Præfekten har kludret med begge Parter,
saa de vil forlige sig.« Og naar Orso, der er fransk Officer, byder
sig til Tvekamp, som det er Skik i Frankrig, afviser hans Søster
ham kort med, at Tvekamp bruges ikke paa Korsika; nej, han skal
myrde sine Fjender. — Det er noget beslægtet deri, at han netop
der, hvor Situationens Ild slaar ud, eller hvor Rædslerne stiger op
af Jorden, taler i den mest saglige, nøgterne Tone, saa netop
Modsætningen mellem Emne og Tone hidser Læserens Følelse og
Fantasi. Det var et blaseret Træk, arvet fra Byrons Don Juan, og det
gik i Arv til de senere franske Forfattere af den naturalistiske Skole.
Det er den kølige Ironi, som bliver Brodden i Dumas d. yngres
mesterlige Repliker, og den genfindes hos Taine. Og det blev
toneangivende i Frankrig under Napoleons Kejserdømme. Taine udtrykte
dets Aand i de berømte Ord: »Et Anstrøg af Brutalitet gør Elegancen
fuldendt.«
Saaledes staar denne tilknappede Ironiker midt oppe i
Roman-tiken. Han nyder det fremmedartede, det grusomme, det vilde. Og
han nyder tillige sin egen Uforstyrrelighed i den saglige Skildring.
Som de tyske Romantikere legede med sit Emne og forargede de
gode Borgere, kan han gøre det. Han slutter sine Krøniker fra Karl
9.s Tid med Spørgsmaalstegn: trøstede Bernard sig, tog den skønne
Diane de Turgis en ny Elsker? Forfatteren ved ikke at fortælle
mere derom, Læseren kan slutte Romanen, som han vil. Han leger
med sine Mennesker. Deres Selvbedrag og Indbildninger driver dem
afsted, bærer deres Liv bort fra sin Bestemmelse. Der er Trold,
Euiopas Litteraturhistorie. 22
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
