Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
175
først og fremmest et genialt Stykke Menneskeskildringskunst, hvis
Hovedtræk er en uendelig fintfølende Evne til at leve sig ind i en
ejendommelig Retnings Tænkemaade og Sjæleliv.
Menneskeskildringer, det blev ogsaa det centrale hos de to store
Mestre for den franske Roman, som voksede op af den franske
Romantismes Jordbund, George Sand og Balzac. De er yderst
forskellige, men de har sin Styrke i sin Sikkerhed i Studiet af
Mennesker og menneskelige Forhold, og de har det tilfælles, at de ikke
opsøgte Menskene ij fjerne Tider og Himmelegne, som Mérimée ynder
at gøre, men tog Hverdagsforhold og Mennesker, man stadig kunde
træffe paa Gader og Landeveje i Frankrig, til Genstand for sin
Kunst, og beskrev ganske dagligdags Begivenheder saaledes, at man
fik Følelsen af, hvad der laa bag dem af moralsk Kamp og Sejr
og af Skæbnens Vælde. Deri fremhæver deres Roman sig i
Modsætning til en Retning, der kom op i Samtiden og befordredes ved,
at Aviserne begyndte at servere Romaner, som stadig løbende
Feuil-leton. Feuilletonromanen gav en god Dag i Menneskene; den brød
sig kun om spændende Begivenheder. Den var fornøjet, naar den
havde serveret sine Læsere det passende Antal Fængslinger,
Undvigelser, Forfølgelser og lignende Æventyr, Forklædninger og
Opdagelser etc. Alexander D u m a s den ældre, der ogsaa udgik fra den
romantiske Skole, lavede med den frodigste Fantasi og en
Fingerfærdighed uden Lige talløse slige Romaner; han skrev tilsidst bare
Skemaet selv og lejede Medarbejdere til at udføre det. Hans »Tre
Musketerer« og »Greven af Monte Christo« har stedse siden holdt sig
i det Publikums Smag, der foretrækker spændende Romanlæsning
for Litteratur; i vore Dage er de afløst af Gonan Doyle, der har
forøget Spændingen ved at lægge dem over fra Æventyrridderens
fri Eksistens til Detektivens professionelle Sfære. Paa Scenen har
Dumas sin Parallel i Scribe, der er Teatrets litterære Maskinmester
og først og fremmest søger at faa til »den store Scene i Akt 3«
og at alt tilslut kan gaa efter Opskriften. Hans Stykker beherskede
paa sin Tid alle Evropas Scener, og Publikums Interesse fulgte
spændt med ved hver Bevægelse i det glimrende dramatiske
Maskineri.
I Modsætning til disse Taskenspillerkunster har George Sand og
Balzac sat sig til Opgave at give Billeder af Mennesker og
Menneskers Liv. De saa det saa forskellig som vel muligt: George Sand
forskønnede det, Balzac forstørrede det, George Sand forstod de
svage, led med dem og følte dog stedse de stærke Karakterers Ro.
Balzac forstod Livets Kamp, saa Lidenskabernes dæmoniske Art og
fordærvelige Virkninger og følte sig selv besat deraf, jo dybere han
studerede dem.
George Sand var Datter af en Officer og en Pige af Folket; hun1
var opdraget hos sin Farmor ude i Berri, og der havde hun
opdraget sig selv ved frit at tumle sig i Skov og Mark. Hun var saa
kommet i et Kloster, og da hun kom hjem, fik hun snart Hovedet
George Sand
1804—1876
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
