Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
JUST BING
fuldt af Chateaubriand og Rousseau. Hun blev gift 16 Aar gammel
med en ordinær Landjunker, holdt det ikke ud, opnaaede Separation
efter en halv Snes Aars Ægteskab, drog til Paris — og stod saa
midt oppe i den romantiske Bevægelse. Alt, hvad hun kom i
Berøring med, greb hende straks; hun havde en Livstrang, som stedse
krævede at være med, hun forelskede sig i den ene Mand efter den
anden, men hun havde en saa kraftig Natur, at hun ikke i Længden
lod sig sluge. Og hun havde bag al sin Lidenskab en rolig og
varm sund Sans, der i alle Forhold lod hendes moderlige Natur
komme frem. Hun var en stærk Kvinde med et sundt og godt
Hjerte, som vilde opdrage de svage Sværmere, der havde fængslet
hende. Naar det saa ikke gik længere, gik det ikke længere; hun
havde Kraft til at bryde af, hun havde Kraft til at forstaa og
tilgive, til ikke at bære Nag. Men stedse maatte hun først styrte sig
ind i den Hvirvel, hvorfra Sværmeriets lokkende Toner lød.
Hun begyndte at tjene sit Brød som Journalist; men hun kunde
ikke begrænse sig; saa gik hun over til Romanen, hvor hun fandt
sit Livs Kald. De første Romaner var naturligvis et saaret Hjertes
Klage; de var det uforstaaede og bedragne Kvindehjertes Saga. Den
første af dem, »Indiana«, fortalte om en kedelig og brutal Ægteherre,
en bedaarende og hul Elsker, der var lutter Lidenskab, hvor det
gjaldt at erobre et Kvindehjærte, og Kulde og Forbeholdenhed, hvor
det gjaldt at bringe Ofre for denne Kærlighed, — og i begge Tilfælde
forstod han at bevare Verdensmandens fine ydre Optræden. — Bogen
gjorde Opsigt; Frankrigs dannede Kvinder begyndte at faa Øjnene
op for, at deres Hjertes Ret var i Strid med det Samfunds Ret,
som de tilhørte. Bogen var ikke blot et Angreb paa de uværdige
Ægteskaber; værre var det Angreb, der rettedes mod den slebne fine
Selskabstone, de charmante, dadelløse Kavallerer, der legede
Sværmeri med Damerne, og som, naar det kom til Stykket, hverken
havde Meninger eller Følelser, og derfor fandt, at Kvinderne heller
ikke burde have det. — Endnu stærkere Bevægelse vakte »Lélia«.
Den gør Epoke i Kvindesagens Historie: her var hævdet Kvindernes
fulde Emancipation fra Følelsens Side. . Renés Lidenskab var naaet
til dem. Det var en Kvinde, som tolkede hans Følelser, hans vide
Længsler, hans ideale Sindelag, hans dybe Sorgfuldhed, hans
Sværmeri i Naturen, hans aandelige Slægtskab med Bjergenes Storhed
og Vindenes Vælde, og hans Smerte over Verdens Usselhed, de store
Følelsers, de store Naturers Ensomhed og Altets Jammer og Kval.
Karaktererne, — den svage sværmeriske Digter, og den stolte,
lidenskabsløse fordums Straffange, paa hver Side af Lélia, den ædle René
i Skørter, — var ganske vist romantisk opstyltede; men denne
Kvinde tolkede sin Længsel og sin sorgtunge Hu i et Sprog, der
bugnede af Hjertets Fylde. Begejstringen for disse Bøger tændtes
rundt om ii’Europas Lande. Sophie i Camilla Colletts, »Amtmandens
Døtre« grubler adskilligt over Madame Sands Romaner, og
Komtessen i »Adam Homo«, der morer sig med at være emanciperet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
