Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178 JUST BING
arbejdede ufortrøden, »strikkede« sine Romaner, hed det spottende.
Det er rent blevet en Mythe, at hun kunde slutte sin Roman ved
Midnat, gøre den istand til Forsendelse og saa skrive første
Kapitel af en ny, før hun gik tilsengs ud paa Morgenstunden.
Kan man da ikke elske Vismanden, den faste og sikre? George
Sand har set Problemet ogsaa fra denne Side i »Jacques« —
Pendanten til Lélia. Jacques er over de 30, Filosof, foragter
Ægteskabet som en brutal Indretning, ved kun, at han intet ved om sin
Kærligheds Varighed. Men han har gjort det ufdosofiske Skridt at gifte
sig med den 17aarige Fernande. Han udvikler for hende alle sine
Tvivl og Forbehold, viser hende den yderste Hensynsfuldhed. Og
hun svarer med — nysgerrig at udspørge ham om hans tidligere
Kjærlighedsæventyr, og hun er kun lykkelig den ene Gang, da han
bliver heftig overfor hende. Ellers er de bare melankolske. Og
saa kommer den unge ukendte Sanger under Balkonen, han elsker
rigtignok en anden; men han sætter hende hemmelig Stævne, for at fortælle
hende derom, — og saa mødes hendes 17 Aar med hans 20.
Det bliver uimodstaaeligt; Jacques tager Konsekvensen som Ridder
uden Frygt og Dadel. Han duellerer for hende, og søger Døden
oppe i Bjergene, for at hun skal være fri. — George Sands Hjærte
ophørte aldrig at være 17 Aar. Men hun vidste, at den rene Sjæl
og det ædle Sværmeri ikke bærer oppe, naar Livet sætter sig haardt
imod. Hun har tegnet det med mesterligt Skarpsyn i Titelfiguren i
sin »André«. Han, Adelsmanden, mødes i den blyeste Kærlighed
med den unge Arbejderske, taler med hende om Blomster og om
Stjerner, tør ikke med et Ord røbe sine Følelser, og da en Veninde
har faaet Erklæringen ud af ham, kysser han sin elskede paa Haaret.
Han forlover sig straks med hende, man han tør ikke sige det til
sin Fader, den gamle Marki, og han tør ikke kræve sin Mødrenearv.
Da han bliver dreven til det, gør han det paa theatralsk Maade,
som irriterer den gamle Bjørn; han mangler det rolige Mod. Og
han mangler den rolige Flid; han duer ikke til at give Undervisning
og tjene Brødet, for sig og sin Hustru. Han kan intet sætte igennem,
og naar han skal optræde, sker det med en saadan hyperromantisk
Voldsomhed, at han tilsidst kommer til at fare løs paa sin Fader
med dragen Kniv. Han er et umanerligt Menneske, men han er det
reneste Hjærte, den ædleste Sjæl. George Sand har elsket ham og
tegnet ham med en Mildhed i sin Dom og en Forstaaelse, som kun
har sit Sidestykke i det Mesterskab, hvormed i Ruslands
Litteratur Gontscharov har tegnet en tilsvarende Karakter, sin udødelige
Oblomov.
Vistnok har George Sand følt Fortryllelsen ved det romantiske
Sværmeri, men fremfor alt elsker hun dog Livet, og hun har følt,
at Kærligheden har en opdragende Magt, og det er hendes faste
tro, at Menneskenaturen, hvor den er ædel og god, lader sig
opdrage til en for Livet dygtig Karakter. Selv Mauprat, den vilde
Røverridder, kan under Edmées kærlige Ledelse blive et ædelt og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
