Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
JUST BING
ind; hun har maaske af og til forskønnet dem — det gør hun
gerne med alle sine Mennesker — ; men de er tagne ud fra
Virkeligheden; der er over dem en Duft af den Jord, de stammer fra.
George Sand forstaar dem i smaat og stort. Hun er med
Bonden i hans Slid og Slæb for sig og sine, i hans Omsorg og Flid
for at faa samlet Penge, i hans Nøjsomhed og Sparsomhed for at
bevare dem — hun forstaar saa godt dette ægte franske Bondetræk.
Hun er med i de mange Tanker, naar der bliver for trangt i Huset,
saa man maa sende et af Børnene ud for at tjene. Hun ved, det
er et stræbsomt Arbejde at pløje de store Marker, men hun kender
ogsaa den stolte Bondeglæde ved det, naar Okserne, som trækker
Ploven, er gode stærke Dyr, som gør god Gavn i Arbejdet. Hun
ved, at det er ensomt for Gjæteren med Hjorden paa de store
Heder; det kan være drøjt at færdes saadan ene i haardt Vejr. Og da
kommer Overtroen frem med sine Feer og Dværge. Den er tit
tilstede hos George Sands Bønder, og den giver f. Eks. Heltinden i
»Jeanne« noget mystisk fortryllende. Men man finder saa mange
Raad for Uraad, naar man saaledes skal klare sig alene. Og har
man gjort sit Arbejde i Ugen, kan man om Søndagen efter Messen
danse paa Landsbyens Eng. Der mødes Karle og Piger i
Søndagspuds, der morer man sig, er forelsket, drilles og trættes — det er
det franske Naturels Tilbøjelighed til Munterhed og Drilleri, som her
faar frit Udslag. — Om de jævne Mennesker breder det jævne
franske Landskab sig — George Sands Landskabsbilleder er tegnede
med det samme fortrolige Kendskab som hendes Menneskeskikkelser.
Vi har for os Gaarden med Agrene, bag dem Udmarken med det
græssende Kvæg., Bækkene snor sig gennem Engen; er de store,
kan vi høre Møllehjulets Skovle slaa i dem. Mod Himlen hæver
Højen sig; derfra ser man til næste Landsby, næste Herregaard,
næste Kirketaarn. Langt borte begynder Skovene, de trækker sig i
det fjerne Mørke opover Aasen. Der er Hulvejene, som fører fra
Bygd til Bygd — George Sands kære Hulveje. I dem er Stierne
vanskelige og krunglede, saa Hesten maa ledes, naar man skal gennem
dem ved Maaneskinnets usikre Lys. — Og langt inde i den mørke
Skov ligger kanske Ruiner af en Røverborg, saa Susen her i
Skovdybet bliver ret uhyggelig ved de skumle Minder, der knytter sig
dertil.
Men det er ikke om Sagn eller om Overtro, disse Fortællinger
helst taler. De forkynder det sunde Arbejdes og den jævne
Hjer-tensgodheds poetiske Magt — de to lyseste Sider i den franske
Folkekarakter. George Sands romantiske og demokratiske
Tilbøjeligheder mødes deri, at hun gerne hæfter sig ved dem, der staar
udenfor Klasserne, f. Eks. lille Fadette, der gaar for en lille Heks,
og Hittebarnet François eller et Fattigmandsbarn, der skal ud at
tjene som lille Marie i »La Mare au Diable«, Mesterværket mellem
disse Noveller. Men det, som George Sand elsker hos disse
Karakterer, er ikke deres romantiske Ensomhed overfor Menneskene, deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
