Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188 JUST BNIG
Hans Agtelse i Pensionatet er stor, Værtinden lægger an paa ham.
Men saa beder han stadig om billigere Værelser, til han havner
paa Kvisten. Hans Garderobe bliver daarligere, Stykke for Stykke
forsvinder af Sølvtøjet. Han bliver Skive for alle Vittigheder i
Pensionatet, Syndebuk, Offer for Lystigheden. Man ved, der kommer
to vakre unge Damer op til ham, og for hvert Besøg, en af dem
aflægger, bliver et Stykke Sølvtøj eller en Juvel borte, sin sidste
dyrebare Vase svøber han omhyggeligt ind og gaar en tidlig Morgen
skamfuld til Pantelaaneren med den. Man driller ham med de unge
Damer, han svarer: »Det er mine Døtre«; man ryster paa Hovedet
og smiler forstaaende. Uophørlig trænger Døtrene til Penge, de bruger
Formuer i Toiletter, deres Elskere ruinerer dem; han, den skikkelige
Købmand, pantsætter sin Livrente for at skaffe dem Balkjoler og
hjælper dem i alle Udskejelser, møblerer de Værelser, hvor de har
Stævnemøde med Elskerne. Delphines Mand har en Elskerinde, hun
er rasende over, at han er hende utro; Anastasie har en Elsker, —
det er Ægtemandens Fejl, han er en Idiot, som ikke gør hende
lykkelig; det er bare rimeligt, at hun søger Lykken andensteds. Ellers
synes han sløv, men da Bastignac fortæller, at han har truffet dem
paa Bal, tindrer Far Goriots Øjne; han maa tale med ham i
Enrum. Bostignac bliver forelsket i Delphine, — og Far Goriots
Ømhed kender ingen Grænser: »Aa, hvor jeg skulde elske Dem, om
hun syntes om Dem. De er snil, De vil ikke gøre hende ondt.
Men hvis De forlod hende, vilde jeg skære Halsen over paa Dem«.
Han er da Elskovspostillonen mellem sin Datter og denne Elsker,
hjælper ham med alt, hvad han kan. Saa sker det, at Døtrene mødes
hos Faderen: de hader hverandre, de spotter hverandre, viser sin
Ondskab, blotter hverandres lastefulde Liv; — da er den gamle,
syge, ruinerede Fader bedrøvet over — at de lader det gaa ud over
hverandre. »Mine Børn, ti stille, eller jeg dræber mig for Eders
Øjne. Omfavn hverandre. I er to Engle.« Han taaler ikke at
Anastasie bruger det fæle Skældsord mod Delphine, løber hen og
holder sin Haand for hendes Mund og er lykkelig, fordi hun da
lader sit Baseri gaa ud over ham. Han gør sig bitre Bebrejdelser
over ikke at kunne skaffe flere Penge: Du har købt en Livrente,
gamle Usling, og du havde Døtre! Du har ikke holdt af dem.
Kreper som en Hund, for det er du. Værre end en Hund! En
Hund vilde ikke gøre saadan.«
Tilsidst ligger han ensom paa sit usle Dødsleje, medens
Grevinden og Baronessen er paa Bal i den fine Verden. Han venter
dem, hvergang han vaagner af sin Feberdøs. Altid forgæves! Saa
ser han Sandheden : de har brugt ham, presset Penge af ham, de
har aldrig holdt af ham. Men nu trænger han til deres Ømhed.
Samfundet, Fædrelandet, Verden gaar tilgrunde, om man saaledes
kan træde en Fader under Fødder. Han vil lade dem hente af
Gendarmer. De skal komme til ham — han vil gaa i Forbøn for
dem hos Gud, sige, at de altid har været brave Piger. De er
uskyl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
