Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - X. Det gamle og det unge Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
JUST BING
Fig. 6 7. Schopenhauer.
Men den kan undertiden slippe fri for dens Herredømme, saaledes
fremfor alt, naar man taber sig i Beskuelsen af et Kunstværk, eller
synker hen i et Musikstykkes Toner. Her standser Viljen, her er
den fuldkomne Ro; her nyder vi Tingene, fordi vi i et Blink erkender
dem, som de er. Derfor kan vi nyde som Digt eller som Billede
Ting, der frastøder os i Virkeligheden. — I disse, kun ak saa
flygtige, Momenter viser det sig, at Befrielsen for Viljen til Livet
skænker os Lykken. Hvorledes skal den dæmpes? Den bliver mildere,
idet man føler, at alle er fælles, siden alle opstaar af den samme
Urgrund; Medlidenheden bliver Grundlaget for al Moral.
Men den sikre Fred i Livet vindes kun, hvor Livsviljen kues
helt, og den store Resignation indtræder. Da driver intet til
Handling og Kamp, alt Begær er slukt,
al Angst for Fremtiden veget fra
os. Da svinder Verden bort for
os. Sjælen glider over i det store
salige Nirvana, hvor alt er den
store Stilhed fra Evighed af, den
dybe Fred, uden Skygge af Livets
Omskiftelse.
Medens Hegel vandt sin store
Tilslutning i Samtiden, har
Schopenhauer først senere faaet sin
rigeste Anerkendelse og sin
dybeste Beundring. Den romantiske
Filosofi foldede sig saaledes
samtidig ud i sin store Optimist og
sin store Pessimist.
Det, som i Filosofien saaledes
skilte sig fra hverandre, det bøjer
sig imod hverandre paa en
vidunderlig Maade i den romantiske
Lyriks Arvtager Heinrich Heine.
Hos ham krydses Stemninger af Had, Melankoli og
Verdenssmerte med Skælmeri, Jubel, Munterhed, Livsnydelse, og saa glider
det atter over i Længsel, Tvivl, Spot. Heines Navn er Proteus, den
sig evig forvandlende Jordaand. Han har aldrig skabt noget helt
Kunstværk; hans Mesterskab ligger i det lille Digt, i det aandfulde
Causeri. Og det er her, som om hans Væsen er selve Bevægelsen.
Selve Stemningen bestaar ikke hos ham. Lyst skifter om i Mismod
og Tvivl, Klage i Spot. Det er netop det spændende hos Heine, at
man ikke ved, hvor man har ham. Man kan i denne forunderlige
Blanding kende alle Elementer igen fra Romanlikens tidligere Digtere.
Ikke blot er det Romantikens Sagn- og Æventyrverden og dens Smag
for det folkelige, som er Grundlaget for Stof og Stil hos Heine,
ikke blot at den havde gjort sig en Lov af den »romantiske Ironi«,
som skyder sin fuldeste Blomst hos ham. Det kan man regne
Heine
1799—1857
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
