Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - X. Det gamle og det unge Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
JUST BING
»Elastik-Natur«, Verdensborgeren hos ham. Heine er Tyskeren i
Frankrig, Tyskeren som Pariser. Dermed staar i Forbindelse hans
Tankes Skarphed og det ætsende Vid. Ogsaa i Modsætning dertil
andre jødiske Træk: hans Slægtsfølelse, hans Trang til
Underkastelse og en dyb religiøs Trang.
Hertil kommer, at han er opvokset under Napoleonskrigene; de
kastede hans Fødeby som en Bold fra den ene Stat til den anden.
Var han som Jøde henvist til at være Verdensborger — Jøderne
stod dengang udenfor de tyske Statsborgeres Kreds —, saa blev
han det end mere nu. Det var ikke Staten, man tilhørte. Men det
var Herskeren. »Hvorledes blev jeg ikke tilmode, da jeg saa ham selv,
saa ham med højtbenaadede egne Øjne, ham selv, Hosianna ! Kejseren!«
Han var netop i Alléen i Hofgarten i Düsseldorf. Da jeg trængte
mig frem blandt Folket, tænkte jeg paa hans Bedrifter og Slag, mit
Hjærte slog Generalmarch, og dog tænkte jeg samtidig paa
Politiforordningen, at man under 5 Dalers Bøde ikke maalte ride midt
gennem Alléen. Og Kejseren med Følget red midt gennem Alléen,
de skælvende Træer bøjede sig frem, hvor han kom forbi,
Solstraa-lerne sitrede, ængstelig nysgerrige gennem det grønne Løv. Kejseren
bar den uanselige Uniform og sin verdenshistoriske, lille Hat. Han
red paa en liden hvid Hest og den gik saa rolig og stolt, saa sikker,
— havde jeg end dengang været Kronprins af Preussen, saa havde
jeg dog misundt den lille hvide Hest«. Neppe har nogen Digter
givet denne Begejstring et saa storartet Udtryk som Heine. Hverken
Bérangers enkle Vise eller Hugos Fanfare-Poesi om Napoleon har
den poetiske Magt som Heines udødelige »De to Granaderer«.
Heine skulde gaa til Handelen. Han blev sendt til Hamburg,
hvor hans Onkel Salomon Heine havde et stort Bankierhus. Han
forelskede sig i sin Kusine, men havde intet Held hos hende, og med
Forretningen gik det ikke. Saa fik han Lov til at studere, kom til
Bonn, hvor A. W. Schlegel var Professor, og blev af ham indviet i
den romantiske Æsthetik. Men det skulde være solide Studier: Jura.
Han maatte til Gøttingen, hvis Universitet og Studenterliv han lærte
at omfatte med et inderligt Had; han blev forvist derfra for en Duels
Skyld og drog til Berlin.
I Berlin kom han i de Kredse, hvor hans Natur hørte hjemme.
Her havde en »reformjødisk« Kreds dannet sig, der havde stillet
sig frit til den gamle jødiske Tro, — flere af dem antog
Kristendommen uden nogensinde at have været dybt grebet af den; blandt
dem var Heine. De stod paa Højden af sin Tids Dannelse, og hvert
nyt Moment i den modtog de med den allerstørste Interesse. I
Spidsen for dem stod et Par »Saloner«, hvor Husets Fruer var den
ledende Aand, og den berømteste af dem alle var Bahel Varnhagen
v. Ense. Hun var gift med den litterært dannede Diplomat
Varnhagen v. Enses, hun havde været blandt de ledende, da Friedrich
Schlegel sendte sine romantiske Raketter ud over Berlins
Filister-dannelse. Hun havde bevaret Interessen for gamle Venner og dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
