Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - X. Det gamle og det unge Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
197
stadig modtaget nye, hun modtog alle interessante Mennesker, til
hvilken Fane de end svor, hun forstod dem, som de Mennesker de
var, og kunde veksle varme, deltagende Breve, baade med gamle
Romantikere og med unge Radikale, give dem gode Raad og
Impulser til rig Udvikling; hun saa først og fremmest Mennesket i
dem, hvilke Meninger de saa maatte have, hvilket Parti de tilhørte.
— Disse »reformjødiske« Kredse har fortsat sig til vor Tid, og de
har givet Tysklands, og i Tyskland ikke mindst Berlins
Aandsdannelse et væsentligt Gæringsstof.
Ved Berøringen med disse Elementer skød Heines Talent Vækst;
han skrev sine første betydelige »Rejsebilleder« og sin Digtsamling
»Buch der Lieder«. Rejsebillederne var det friske Vindpust gennem
det tyske Aandsliv. Rejserne selv var uden al Betydning; men hver
Figur, Heine har mødt, har han iagttaget med et Blik, der saa hvert
Træk i den, som laa op til Karikaturen; og dermed er givet, at Heines
Indfald kan boltre sig rundt omkring den af Hjertens Lyst; saa er
Rejsen naaet til den Verden, hvor Heines Mesterskab ligger. Med en
Kvikhed og en skelmsk Ynde uden Lige kommer alle disse Indfald let
og naturlig dansende. Hver Ting bliver til en Figur, en Spasmager,
et Spøgelse, en Æventyrprinsesse, en knastør Filister, en lærd
Pedant, en latterlig Romantiker af den bedrøvelige Skikkelse, en
old-tysk, begejstret Bægerhelt. — Det vrimler med Antydninger til
samtidige Begivenheder og Personer, og paa den løjerligste Maade faar
hver i Forbigaaende sit Pas paaskrevet. Og ind iblandt strør Heine
sine Digte, der er hans udtrykte Billede, fortrolig-naive i Tonen,
men koket legende med sin Naivetet. Han søger til de enkleste,
idylliske, frommeste Mennesker, — en Bjærgmandsdatter, en
Fiskerpige —; men imedens han tilsyneladende gaar ind paa deres Tro og
Tankegang, faar han hele den moderne Oppositions Aand til at slaa
ud af Digtet; han lader sig katekisere om sin Tro paa Gudfader,
Søn og Helligaand for at fortælle, at han nu tror paa den
Hellig-aand, som forkynder, at alle Mennesker er født lige, en adelig Slægt,
som forjager det Mørke, det Hjernespind, der dræber Elskov og Lyst.
Tusinde modige Riddere har Aanden kaaret. Se kun paa mig, mit
Barn; jeg er selv »Ridder af den Hellig Aand«.
I Heines Lyrik kommer hans mangfoldige Natur frem. Han har
sagt om sig selv i et Brev, at han »oprindelig er Sværmer, d. e.
indtil Opofrelse begejstret for Ideen og har altid Trang til at sænke
mig ned i den. Derimod har jeg forstaaet Livsnydelsen og fundet
Behag i den, og nu er der i mig den store Kamp mellem paa den
ene Side min klare Fornuft, der billiger Livsnydelsen og afviser al
opofrende Begejstring som Daarskab, og paa den anden Side min
Sværmertilbøjelighed, som uanet skyder op i mig og griber mig
voldsomt og maaske engang drager mig nedad til sit dunkle Rige. —
Kanske er det rigtigere at sige: drager mig opad.« — Dette er
altid det store Problem hos Heine: Begejstring smitter ham let,
beruser ham helt — og det kan være de mest modsatte Arter af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
