Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - X. Det gamle og det unge Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
199
Fig. 69. Karikatur af
Embedsstanden.
Han er radikal Frihedsmand — og dog ikke blot Aristokrat,
(det lader sig jo høre), men ogsaa Kongedømmets Mand. Naar
Republikanerne kommer til Magten, vil de skære Halsen over paa
ham. Han har Trangen til at underordne sig, til at lyde. Derfor
er Napoleon hans Ideal. — Han har den jødiske Familie- og
Stammefølelse, der forlanger Troskab og Lydighed til Døden.
Kejseren, den store, som kræver alt, og for hvem man hengiver sig,
saa at Alting ellers bliver uvedkommende, hvor kært det kan være
— det er Heines Herskerideal, dér ligger Summen af hans politiske
Følelse — »Was schiert mich Weib, was schiert mich Kind —
ich trage bessres Verlangen — Lass sie betteln gehn, wenn sie
hungrig sind! — Mein Kaiser, mein Kaiser gefangen!« — Og han
forstaar meget vel Tyrolerne, som naar
Bayrernes Blaabukser kommer over for at tage
Styret, stiger ned fra sine Bjerge og kæmper
og falder for de kære gamle røde Bukser.
Men han hader Prøjsen med det stramme
moderne Regimente; dér er det Kontoret og ikke
Herskeren, dér er det Reglementet og ikke
Hærføreren, som han ser. Derfor er det ham
utaaleligt.
I Heines Kærlighedsdigte er der ligesaa en
Mangfoldighed af krydsende Melodier. Dybest
ligger hans egen ulykkelige Kærlighed; hans
Kusine Amalies Skygge dukker ofte frem;
Smerten viser sig med ét i rasende Feberbrand.
Men denne Smerte døves af Sppt. Hun har
Diamanter og Perler — og de skønneste Øjne
— hvad vil hun saa mer? Om de Øjne har
han digtet skønne Sange — hvad vil hun saa
mer? — Han kommer tilbage — efter at hun
er gift. Han spørger efter alle, endog efter
den lille Hund. Og saa spørger han efter
hende. — Alt er udmærket, hun er
frugtsommelig. Og Søsterlil fortæller, den lille Hund
er bleven stor og gal, vi maatte drukne den i Rhinen. Den lille
ligner min elskede, især naar hun ler, hun har de samme Øjne,
som har voldt mig min Kval. I denne lille Antydning om den gale
Hund og om de bedaarende Øjne, der gaar igen hos Søsteren, letter
Heine med sikker Haand i et Glimt paa det Ironi-Forhæng, der
lukker for hans Hjertekval. Han røber sig selv med en Kunst, der
er beundringsværdig, men ogsaa fortæller os om, at denne
Bevægelse er studeret foran Spejlet. Saadan har han ofte koketteret med
sine mørke Hjertehemmeligheder. Den blege Maria, den lille døde
Veronika — og flere skrinlagte Drømmeskikkelser dukker stadig
frem midt i den lystigste Fortælling. — Men ovenpaa leger en anden
Kærlighed. Det er først en Række af Skikkelser, hvis Tiltrækning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
