Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - X. Det gamle og det unge Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
JUST BING
er Uerfarenheden og for hvem Heine kan spille det store Barn, —
blonde Syttenaars med blaa Øjne og Roser paa Kinderne. Dem kan
han fortælle alskens Sagn og underlige Ting, dem kan han fortælle,
hvad kun han ved om Elskoven. Hos dem mødes Heines
svanehvide Ømhed med hans Ungdomslyst. Snart er hun som en Blomst
saa ren, Vemod kommer over ham, han vil lægge Hænderne paa
hendes Pande i Bøn, at hun altid maa være saa ren og skøn. Men
de røde Læber smiler saa lokkende. Ser han ind i hendes Øjne,
svinder hans Kval, kysser han hende, bliver han helt sund. Men
nævner hun Ordet Elsker, da brister han i Taarer. — For bag
denne Legen-Elskov ligger hos ham Længselen. Den blege Ridder
synger under sin Donnas Vindu — hun viser ham bort — paa
Bryllupsdagen ser hun hans Spøgelse. Eller der gaar en Benrad af
Graven til sin Elskedes Kammer. Thi i Kærlighedens Dyb gemmer
sig Smerte, Blod, Død. »Nattergalen var allerførst og sang sin Vise
Zykyht, Zykyht — og da spirede de muntre smaa Violer og
Æbleblomster; den bed sig i Brystet, dens røde Blod strømmed, af
Blodet voksede det skønne Rosentræ, for det synger den sin
Elskovsglød.« Længselen uden Grænser. —
Et Grantræ staar alene
i Nord paa en Klippetind;
det slumrer. Isen og Sneen
hyller det trindtom ind.
Dét drømmer om en Palme,
der fjernt i tropisk Natur
ensom i Taushed sørger
mod Bjergets glødende Mur.
Elskov er taus, brænder uden Ord, dræber uden Ord. Stadig
gaar den uopnaaelige Elskovs Kval igen i Heines Digte. Det er den
unge Page, som bærer Dronningens Silkeslæb — »de maatte begge
lide Døden — de havde hinanden alt for kær.« Daglig gik den
skønne Sultansdatter til Brønden, hvor de hvide Vande plasker.
Daglig stod den unge Slave, daglig blev han mere bleg. Saa træder
hun hen til ham: dit Navn vil jeg vide, dit Hjemsted, din Stamme.
Og hans Svar ender i Ordene
Und mein -Stamm sind jene Asra,
welche sterben, wenn sie lieben.
Den som elsker anden Gang og er ulykkelig, han er en Nar,
Og saadan en Nar er jeg, Heinrich Heine. — Maane og Stjerne ler
ad mig, jeg ler med — og dør. — Men der er ogsaa en Elskov,
som ikke er Kostforagter.
Himmelsk var det, tvang jeg ned
Kødets Drift til syndigt Fjas,
men var Driften mig for hed,
havde jeg dog megen Spas.*)
*) Alle Oversættelser af Heines Digte efter Brandes’ Saml. Værker Bind 6.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
