Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - X. Det gamle og det unge Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
201
Heines Digtning kender vel de smukke Piger, der er saare villige.
Hans Sanselighed søger ikke at forklæde sig, som den gjorde hos
Samtidens hulde smægtende Poeter og Romanforfattere, i den
forlorne Claurens Dameromaner for Eksempel; den er — siger den
tyske Litteraturhistoriker Gottschall — sikker og verdensvant, den
blinker og nikker frejdig til Folk som til gamle bekendte. Særlig da
Heine (fra 1830 af) var bosat i Paris, bliver der lummer Luft fra
Demimondens Boudoirer i hans Vers og en stadig Stimmel af
Fortovenes Skønheder, og den smeltende Farvetone viger bort fra hans
Poesis Vinger.
Mellem alle disse Former af Elskov tumler hans Digt sig. Den
er et Væv af Sandhed og Løgn, som ikke er til at løse. Selv hvor
han mener det ærlig, kan han stille sig i Positur, selv hvor han
spræller lystig, kan man føle Angsten bag Spotten. Sangbunden i
hans Digt er romantisk, selv hvor han spiller paa moderne Strenge.
Folkevisetonens Enfold har han studeret, netop det naive Udtryk,
den ordknappe Stil, der lader ane mere end den siger, er det, som
tit bliver Prikken over i’et i hans Kunsts Raffinement. Han mestrer
Klangen fra Spaniens Romancer, han digter om Donnaer paa
Balkonen og Sangere med Mandoliner bag Marmorsøjler. Han synger
orientalske Sange om Ganges og de stille Lotusblomster og
Gazellerne med de blanke Øjne — men det er altsammen bare Drapperi
for ham selv og hans evige Elskov. Han skildrer tit Naturen, men
der bliver intet virkeligt Billede af hans Maleri; derimod bliver del
Dekorationer, som kan passe godt til hans Stemning. Og bag
Naturen ligger stadig Sagnet, de sunkne Stæder i Havet, Nøk og
Havfrue, Bjergfé og Elvnymfe; de virker med til at skabe det
romantiske Sus i hans Sang — og bedst som det er, blæser Heine
Romantiken et Stykke og slaar en skraldende Latter op over det
hele Spøgeri.
Fra 1830 boede Heine i Paris, til alle tyske Patrioters Sorg
modtog han senere en Pension af det franske Udenrigsministerium.
Han levede med en fransk Pige som sin Hustru og giftede sig
til-sidst med hende. I flere Aar hentæredes han af en
Rygmarvssygdom, og bar Lidelserne i sin »Madras-Grav« med sit gamle
Smertesmil og sin gamle ironiske Munterhed, aldrig fast, men stadig
elastisk. En Dame, der i hans Biografi bærer Navnet La Mouche
(Fluen), vandt hans Kærlighed i denne hans trøstesløse Forfatning.
Digtene til hende farves snart af et vemodigt Smil, snart af en
forgæves Sansetrang, der stadig vil skrige ud sin egen Tomhed og
Magtesløshed.
Vidunderlig er den musikalske Virkning af Rhytme og Vers i
Heines Digte. Den enkle Folkevisestrofe har han med Mesterhaand
dannet til at give Udtryk for de forskelligste Stemninger. Og
saaledes som Heines Digt skifter Tone fra Sekund til Sekund, kan den
dybe poetiske Stemning staa Side om Side med den plattesle, mest
Europas Litteraturhistorie, 26
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
