Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - X. Det gamle og det unge Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
215
greb vilde Strauss ikke bare fylde den gamle Enten-eller-Kløft
mellem Sandhed og Forfalskning, men han gjorde det til den hele
Kristendoms og til enhver Religions Moderjord. — Hvad Strauss havde
stillet som et historisk-filosofisk Problem, stillede Feuerbach som et
almindeligt psykologisk. Al Theologi er Anthropologi — Læren om
Gud er Læren om Mennesket, — det var hans Grundsætning. —
Mennesket føler sit eget Væsens Art og i denne Følelses Billede
skaber det sin Gud som sit Væsens Ideal. I sit Gudsbillede
uende-liggør det sit eget Væsen, idet det sprænger Fornuftens og den blotte
Virkeligheds Skranker. Ønsket, der ikke opfyldes her i
Virkelighedens Verden, hæver sig op over Virkeligheden og bygger sig en
Evighedens Verden efter sin egen Vilje. Saaledes kommer enhver
Religion til at indeholde noget fornuftstridigt; den gamle Kirkefader
kan med Rette sige: jeg tror, fordi det er mod Fornuften (credo
quia absurdum). Og derpaa beror ogsaa Religionernes Opfattelse
af Mennesket som syndigt og ufuldkomment. Mennesket, som
sidder i Virkelighedens Skranke, bøjer sig i Religionen i Støvet for sit
eget Væsens Ideal.’ — Man ser let, at Fornuften ikke hos Feuerbach
sættes som det højeste; han følte, at Livet stod over Fornuften —
og den Følelse bragte ham til at bryde med den Hegelske Retning.
Hos ingen har Kampen mellem det nye og det gamle været saa
haard som hos ham, der ved Siden af Heine er Tysklands største
Lyriker i denne Tid, Nikolaus Len au (Niembsch v. Strehlenau); han
endte i Vanvid. Han var Adelsmand fra Syd-Ungarn; hos ham
krydsedes vildt uroligt Blod fra Faderen med tungt, ægte tysk
trofast Sindelag, arvet fra Moderen. Som ganske ung var det hans
Lyst at ride af Sted i susende Fart paa maa og faa udover den
ungarske Stepper. Siden rejste han stadig omkring; da
Revolutionen i 1830 var endt uden Resultat for Tyskland og Østerrig, drog
han endog til Amerika. Han vilde »sende sin Fantasi i Skole —
Urskovene, men lade sit Hjerte sætte paa Sultekur, i Længsel efter
sine Kære.« Aldrig fandt han et blivende Sted, ingensinde kunde
han bekvemme sig til at overtage en Stilling. Ilan vilde ikke have
fast Arbejde; som ægte Junker finder han noget ædelt i den
Skødesløshed, hvormed Ungarerbonden kaster Kornet i den flade Fure
og affærdiger sin Vinstok med et Par Snit og saa gaar hjem og
ryger Tobak. Men ved Siden deraf hænger han med hele sit Hjerte
fast ved Moder og Søskende, føler stadig Hjemvé, nærer den
inderligste Længsel efter at faa Hus og Hjem. Han forlovede sig med
en ung Pige, da han var over 40 Aar, skønt han gennem mange Aar
havde staaet i et lidenskabeligt Kærlighedsforhold til en østerrigsk
Frue. Han ilede straks til hende: »Hvis De ønsker det, gifter jeg
mig ikke; men saa skyder jeg mig.« Da de skiltes efter voldsomme
Scener, sagde han: »En af os maa blive vanvittig.« Og to Maaneder
efter var han det og blev det til sin Død.
Begge Sider af sit Jeg lader Lenau komme frem i sin Digtning.
Han elsker Uro, Fart, Vildskab. De fillede Zigøjnere spiller paa
Lenau
1802 - 1850
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
