Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - X. Det gamle og det unge Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
217
tren frisk — over ædle polske Grave. — Ud af Gravene skal højt
— himmelhøjt skal Skammen ryge — efter Skændslens sorte Røg
— springer Hævnens glade Flamme*).
Men Side om Side med Vildskaben kommer Lenaus Længsel
efter Hjemmets Fred og Lykke til Orde. I sin Faust har han stillet
dem op mod hinanden. Mephistopheles er den, som hidser til ondt,
til Vildhed og Raahed, Faust pines af Samvittighedsnag; det er bare
»en Fejl ved Nydelsens Diæt. — Samvittigheden kun bør bruges —
at krydre dermed Nydelsen. — Du tog for meget Krydderi.« Han
ved, hvad Livets Lyst er: »Avl i Elskov, Hadets Mord er
Menneskehjertets Syd og Nord — hvad der imellem stikker inde — er
Spirer, som af Skræk forsvinde, — er matte Skud, der halvt begynde
— til Manddrab eller og til Brynde«. Og han lader Helvedesmusiken
lokke Landsbyfolkene, han spiller Vellysltonerfra lumre Nætter fulde
af Elskovshvisken og sagte Latter. De klinger stadig vildere om
Pigen i Badet, om Elskovs Tvang, om hede Kys, om Gutternes
Strid om Pigen. Vildere i Storm og Raseri — Mænds Jubel,
Jomfruskrig, alt slynger sig ind i et bakkantisk Hyl. — Man forstaar,
hvordan Tonernes Virkning bliver.
Men overfor Mephistopheles har Lenau tegnet en Skikkelse, som
Goethes Faust ikke har: Isenburg, Fausts Ungdomsven. Han taler
til ham om Hjemmets Velsignelse. Tag en huld Viv til dit Hjerte.
Da viger alle Stemmer, som lokker dig i Afgrunden. Du ser ind i
klare Guddomsdybder. Videnskab, Daad! Hvad nytter de? Deres
Sæd spreder Vinden. En Daad er som et Barn dog ej — du kan
dens Lokker ikke stryge — og i dens kære Ansigt se, — ej søde
Kælenavne give, — ej trykke ind til dig dens Hoved. — Jeg har
det prøvet: Barn og Viv — det bedste er i delte Liv. — I det hele
hænger Lenaus Sjæl fast ved de blide Magter i Menneskelivet. Han
har udtrykt det fint og stemningsfuldt i sit Digt om den »gute
Gesell«. — Han er ingen Vismand, men en Heksemester og
Menneskeven, denne gode Svend. Naar Armod smerter og bitter Mangel,
da kommer han til Hytten, hvor den fattige Mand sidder med Kone
og Børn; han lader Tyristikken lyse op, han gyder al Jordens
Velsmag i det tarvelige Maaltid, og Konen, som er udtæret af Sorger
og Modermøje, smykker han, saa hun i Mandens Øjne straaler i
Hjertets Ungdom, som aldrig visner. — Han letter Byrden og
synger Viser for den trætte Vandrer og skænker endog den dødsdømte
Fange sund Søvn. Han forstaar at faa onde Erindringer, Tvivl og
forgæves Længsel bort fra Sjælen, »som en Mo’r fra Barnet den
hvasse Kniv, — det vilde legt med, og laaser ind den.« Hvem
er han: »ham føler alle, ham nævner ingen. Kan være, Haabet,
det er hans Barn, — kan være, Troen, den er hans Broder, — og
Kærlighed er hans Moder sikkert.« — Denne Mildhed hos Lenau
*) Valdemar Vedels Gengivelse i hans Afhandling om Lenau i Tilskueren
for 1891.
Europas Litteraturhistorie.
28
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
