Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - XI. Den engelske roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
JUST BING
sin egen Jargon, der udstiller hver sine egne Snurrigheder, i et og
alt vokser ud af Dickens overfrodige Teaterdirektør-Fantasi, uden
Tanke paa at holde sig indenfor Virkelighedens Grænser. Her i
Smaaborgernes — særlig de londonske Smaaborgeres — Verden er
Dickens bedst hjemme; han ser den i det smukkeste Lys, og ved
at udstille baade det pudsige og det rørende hos disse Folk, saa de
ved begge disse Egenskaber vinder vort Hjerte. »Sundt Melodrama
og Farce« — det er de to Elementer, som krydses i Dickens’
Roman, og Borgerstanden var netop den rette Jordbund for dem begge.
Det er Juste-Milieu-Romanens karakteristiske Folkekærlighed, som
faar kanske sit allermest typiske Udtryk hos Dickens. Hos
Smaa-folk er der sundt Arbejde og sundt Sind at træffe, og der er ogsaa
det ægte engelske Humør tilhuse — gerne tilsat med den
ejendommelige skarpe Londonerkvikhed. Dickens slog igennem som
Humorist ved at skildre denne Type; fra det Nunier af vedkommende
Tidsskrift, hvor hans evig fornøjelige Sam Weller i
Pickwick-Klub-ben gør sin Indtrædelse, havde Dickens erobret sin Plads iblandt
Englands Romanforfattere. Netop det naive i hans Natur, der
forenede sig dels med en ægte engelsk Overgivenhed i Lystigheden,
dels med en Forkærlighed for det rørende, som næsten til alle Tider
har været særegent for Borgerstanden, gjorde, at Dickens blev de
fornøjede og brave Arbejderes Digter, forstod at vise det ædle Hjerte
midt gennem Nød og Elendighed. — Ganske vist gik det her, som
det gaar overalt hos Dickens; hans Øje var skarpt for Detaljerne,
men han vendte og drejede paa Enkeltheden, saa den blev det hele;
ud af det skarpt og sikkert iagttagne Træk dannede han en Maske,
som kan være løjerlig nok eller gribende nok, men som ikke som
Helhed tilhører Virkeligheden. Og paa samme Maade taler hans
Mennesker en Jargon, der er aldeles unaturlig, men hvor hvert
enkelt Led er opfanget fra Virkeligheden med lydhørt Øre.
Teaterdirektøren tager Magten fra Iagttageren, og i Dickens senere Værker
er Manéren blevet altfor fremtrædende og det morsomme anstrengt.
Men alligevel har Dickens’ fint mærkende Øje og Øre draget frem
en hel Verden ud af Londonertaagen. Gaar man en Vinteraften og
ser Gasblussene ose røde i City, medens Kulrøgen svider i Øjnene
og hindrer en i at trække Vejret gennem Næse og Mund, ser man de
sortrøgede høje Huse og de smaa Butikker, saa bliver deres Billede
dobbelt levende for en ved Tanken paa dem, saaledes som de
genfindes i ens Erindring om den Dickenske Eventyrverden. Man føler,
hvorledes Dickens har set det krible og krable i alle disse Ting, og
har drømt sig Menneskene her udstyret med hans eget Lune og
klingende Latter og med hans eget letrørte Sind og med hans eget
gode Hjerte.
Medens Dickens først og fremmest har sin Rod i
Smaaborger-standen og det gode, jevne engelske Hjem, var der andre, som
rettede sin Skildring mod den fine Verden. Ved Siden af Bulwer stod
her Disraëli, men han, som siden skulde blive Englands Førstemini-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
