Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - XII. Romantikens slutning i Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258
JUST BING
ligger for hans Fødder, Fyrster bøjer sig for hans Aandsmagt. Og
han styrter sig begærlig ind i Tummelen, der ikke tilfredsstiller
ham, før han finder frem »gennem Nat til Lys« og — dør paa
Barrikaden. Eller han tror paa sin egen Herskernatur, benytter
hvilketsomhelst Parti for at fremme sine Planer og gaar derfor
tilgrunde, fordi han ikke stiller sammen med, men over sine naturlige
Forbundsfæller; thi Menneskene bliver først en Magt, naar de staar
i »Række og Geled«. Men hvor meget end Spielhagen tegnede
»Portrætter«, saa blev hans Figurer lige konventionelle og hans
Samfund knyttes sammen ved almindelige Romanintriger — mystiske
Personer, uægte Fødsler o. s. v. Og naar Spielhagen vilde være
objektiv, saa skete det simpelthen paa den Maade, at han ikke selv
tog Ordet, men anvendte sine Figurer som Talerør, og ved given
Lejlighed — def være sig Fest, Folkemøde eller Begravelse — lod
han dem føre Ordet om Tidens Begivenheder paa den mest straalende
Maade. Trods al sin »Objektivitet« bliver Spielhagen derfor staaende
paa et kunstnerisk Standpunkt, der ikke er synderlig forskelligt fra
»Det unge Tysklands« Forfattere. De brave Borgere, de ædle
Arbejdere, den straalende Frihedsmand i aristokratisk Klædebon
staar i den vedtagne Modsætning til Rigmændene, Adelens og Hoffets
Flitterpragt, aandelige Øde og sædelige Letfærdighed, til
Gejstlighedens stive Rettroenhed og bekvemme Praksis. Man kommer ikke
fra den liberale Agitators Formler ud i selve Livets brogede
Mangfoldighed.
Som en Liberalismens Repræsentant af hel anden Art staar
eden af Brandes højt beundrede Paul Heyse. For ham gælder
det ikke saa meget Samfundets Frihed som det enkelte Menneskes
Frihed til at tænke, tro og leve, som han vil. Paul Heyse er
Personlighedens Forkæmper; der hvor man i Spielhagen mærker
Agitatoren, er det Kunstneren, som fremtræder hos Heyse. Han udgik
fra en Kreds af Videnskabsmænd og Kunstnere, han blev selv Sjælen
i den Kunstnerkreds, som samledes i München i 1860—70erne.
Hans Væsen er et aristokratisk Frisind, forbundet med fin æstetisk
Dannelse; han er — som han ofte blev kaldt i den Tid, som
særlig beundrede ham — »Goethes Arving«.
Heyses poetiske Udvikling førte ham fra Kunsten til Livet. Han
begyndte med Noveller fra Kunstnernes evig unge Land Italien og
om andre romantiske Sujetter. Disse Noveller var ikke etnografiske
Livsskildringer som Mérimées. Heyse havde nok psykologisk
Interesse og fin Menneskeforstaaelse; men han var og blev en Æstetiker:
Italien blev for ham kun det. Land, hvor Menneskene straalede i
Skønhed og deres Lidenskab udfoldede sig frit. Det var
Kvindehjertet, som han studerede, dets »Hengivelse, hvis Form er
Modstand«. Naar Tonio nærmer sig Laurella ømt med glødende
Erklæringer, medens de sidder i Baaden, bider hun ham i Armen;
thi hun er den sky »L’Arrabiata«, der vil fly Elskoven, fordi hun
har set sin Fader banke sin Moder og derefter kærtegne hende
Paul Heyse
f. 1830
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
