Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - XII. Romantikens slutning i Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260
JUST BING
det hele sig, ja Traadene tages op for straks at slippes igen*). —
Friskere og mere levende er Heyses mindre berømte Roman »I
Paradis«, en Fortælling fra Münchener Kunstnerkredse; her er flere
virkelig levende Figurer og færre Romanskabeloner. Fælles for
disse Hensyn er, at Samtalen mellem Personerne langt mindre sigter
paa at give Indtryk af Virkeligheden, end en aandrig og sprudlende
Ordveksling, udført med en Sprogkunst, der ikke har været mindst
medvirkende til at skaffe Paul Heyse Hædersnevnet »Goethes
Arving«. Og paa Goethes og Romantikernes Vis har Heyse oversaaet
sine Romaner med en Guldregn af lyriske Digte.
Forbindelsen mellem Fortælling og Lyrik møder vi hos mange
af Tidens Forfattere, i Theodor Storms stemningsfulde Noveller
faar Tonen en mild Folkeviseynde over sig, i J. V. v. Scheffels
»Ekkehard« og den versificerede Fortælling »Trompeteren fra
Säckin-gen« er det Studentersangens lyse og muntre Stemning, som bryder
igennem. Om Scheffels Bøger siger Richard Meyer træffende, at
deres umaadelige Popularitet har gjort dem — upopulære.
Fortællingerne er uden al Originalitet, og Sangene er blevet fortærskede;
men Munterhed og Muttervits kan man ikke frakende dem, skønt
Munterheden ofte gaar over i det vrøvlagtige. Paul Heyses Lyrik
derimod bevarer helt igennem Adelspræget fra den tyske Litteraturs
klassiske Tid. Han er selv helt igennem i sin Kunst og sin
Livsanskuelse en Gentleman; det er Personlighedens Frihed og Adel,
han kæmper for, og han har aldrig lagt Skjul paa, at han i sin
Kunst vilde tegne Mennesker og Livsretninger i højere og skønnere
Stil, end man møder dem og ser dem repræsenteret i Livet. Han
hævder da sin Æresplads som den sidste Repræsentant for den tyske
Klassicisme.
Helt borgerlig af Natur er derimod det største Digtertalent i
denne Tids tyske Litteratur Gottfried Keller. Det er en
ejendommelig Livsførelse og en ejendommelig Natur. Han blev udvist
af Skolen, lærte sig aldrig Disciplin, han førte et meget muntert Liv
først hjemme, siden som Maler i München, skønt han stadig havde
sunde moralske Principer. Hans Lykke var det saa, at han fik
studere i Heidelberg, han sluger Lærdommen med Ulvehunger,
rejser til Berlin, optræder som Forfatter og gør Lykke, kommer
tilbage til sin Fødeby Zürich og bliver — Byskriver. Hele den anden
Del af sit Liv stræber han for at erstatte, hvad han har tabt i den
*) Man tillade mig en speciel Bemærkning. Her tilkalder Greven, hvis Hustru
er ved at blive sindsyg, hendes tidligere Elskede, Overlæreren, om han kan
bringe Raad og Hjælp. Første Gang han ser hendes Skikkelse, er det midt
paa Natten. Hun vandrer ned til Badehytten i Parken og bader sig i
Dammen der. Det hele Forsøg bliver unyttigt for Greven, Overlæreren giver ham
det Raad: Giv Deres Hustru fri. Alt dette er Momenter, som svæver ganske
løst hos Heyse. Ibsen har siden i «Fruen fra Havet* givet de samme
Momenter i en vidunderlig konsekvent Sammenhæng, et mageløst Stykke
menneskelig Psykologi, som jeg antager Heyses Bog har givet Anledning til.
Gottfried
Keller
1819 —181)0
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
