Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - I. Den nye retning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
274
JUST BING
Michelet
1798-1874
Fig. 104. Michelet.
Som Carlyle er Frankrigs store Historiker, Jules Michelet,
baade en Sværmer og en Tænker, som Carlyle har han en Dragelse
mod Middelalderen og det romantiske Tyskland, som Carlyle er han
en Lyriker, der digter om Fortiden, en Seer, for hvis opladte Øje
Fortiden rejser sig levende og besjælet af sin egen Aand. Men der
hvor Carlyle er stejl og haard, er Michelet blød, følsom, smeltende.
Begge vil forene Natur og Under; men naar Carlyle siger, at det
naturlige er overnaturligt og kræver, at man skal undres og ikke
forlange at forstaa alt, saa udtaler Michelet sig til den anden Side.
»Det ophøjede ligger ikke udenfor Naturen, det er tvertimod netop det
Punkt, hvor Naturen er mest sig selv, i sin hele naturlige Højde
og Dybde«. Der er næppe nogen Skikkelse, som Michelet har
tegnet aandfuldere og med større
Sympatier i sin Frankrigs
Historie end hende, der fører vor
Fantasi over i Underets Verden,
Jomfruen af Orleans. Men han fæster
sig ikke ved Syner. Det
mærkelige ved hende, siger han, var
ikke, at hun havde Aabenbarelser,
for det havde Alverden den Gang;
men det var, at hun i sine
Aaben-baringer havde sund Fornuft.
Hun bliver da for ham
Inkarnationen af det bedste i det franske
Folk. Dets Frejdighed, dets
Godhed og Medlidenhed, dets glødende
Fædrelandskærlighed, dets Evne
til at opofre alt og tillige dets
sunde Sans og Raadsnarhed, der
hvor alting synes at spærre Vejen
— alt syntes at rummes i denne
»gode Lothringerpige«, der »følte
saadan Ynk over Frankrigs Rige«.
Michelet vilde »faa Fortidens Liv til at opstaa i sin Helhed«;
han styrtede sig derfor, med en sand Hunger efter Vidnesbyrd om
dens Liv, over trykte og utrykte Kilder. Hans Modtagelighed for
Indtryk var uden Lige; han kunde læse en hel Tidsaand ud af en
Bønnebog eller et Proces-Indlæg. I 1831 blev han Direktør for
den historiske Afdeling i det franske Rigsarkiv og kunde fraadse i
Dokumenter. Han elskede Folket, Masserne uden Navn, og da han
kom til Bondeoprørene i den senere Middelalder, var det, som han
saa Bonden »Jacques Bonhomme« slige op af sin Pløjemark i al sin
Elendighed; han glemte ham aldrig: »Jacques« blev den Idé, som
beherskede den senere Del af hans Værk. I Skildringen af
Middelalderen var Michelet inspireret af sin Religiøsitet; han var from,
men hadede alt Dogmevæsen, derfor faar han en naturlig Sympati
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
