Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - I. Den nye retning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290
JUST BING
Han lader en gammel Akademiker laane Balzacs Værker, og vi faar
se ham gnide sin Næse ved de metafysiske klingende Perioder, klø
sig bag Øret ved de videnskabelige tekniske Udtryk, ryste paa
Hovedet ved den buldrende Patos og slaa Bogen sammen ved de plumpe
Udtryk, og sende »Balzac< tilbage til Ejeren med en Billet, hvori han
siger, at han betragter de Bøger, han læser, som Personer, han
modtager i sin Salon, og der vil han hverken have Folk, som
snakker Metafysik eller Botanik, hverken dem, der taler i Tirader
eller dem, der taler Gadesprog.
Naar Taine da skriver sin engelske Litteraturhistorie eller sit
Værk om den franske Revolution, gaar han frem paa samme Maade.
Han resumerer sit Indtryk af Værkerne eller af Begivenhederne, og
han gør det ypperligt, hans Evne til at tænke abstrakt, tinde Orden
og lovmæssig Sammenhæng i det hele og paa samme Tid at lænke
i Billeder, i Optrin, virker her sammen til at gøre disse Uddrag til
Pragtskildringer. Og saa begynder han at se Sammenhængene, se
dem. Naar Thackeray stiger ned fra Tribunen for at udskælde sin
Becky Sharp, medens Balzac beundrer sit Kvinde-Uhyre, saa ser
Taine siraks den engelske Forsamlingssal med de bare Vægge, med
Gasblussene uden Kuppel, med Talerstolen uden Udsmykning, med
Formaningsprædikenen, som er fast og overbevist, praktisk, uden
Dogmer og Teorier, uden et Billede, som lokker Fantasien, uden
nogetsomhelst, der jager efter Beundring, og han ser den jævnt og
roligt lyttende, alvorlige Tilhørerskare. Og bag dette Optrin ser
han Puritanismens Udvikling i Englands Historie. Han kan
naturligvis gaa omvendt frem, han kan skildre en Tidsalders mangehaande
Fremtoninger, han har dem ved Foreningen af disse sine to Evner
levende og tydelig hver især og faar dem samlede til et
mærkværdig sluttet Helbillede — og saa gaar han stadig frem for at slutte
med sit mesterlig fremstillede Indtryk. Men man føler, at
Indtrykket er den egentlige Kærne i det hele, det er Udgangspunktet
for hans Forestillingskreds. Taines Slutninger kommer saaledes
egentlig til at bevæge sig i en Ring; han ser i Værket det, som er
Udtryk for en Civilisation, det, som gør det til Racefænomen,
Tidsfænomen, til Udslag af givne Livsforhold, og saa slutter han, at det
er en Frembringelse af Racen, Milieuets, Tidsforholdenes Samvirken.
Men i denne Kredsgang har han mageløst gjort Rede for
Livssammenhængen mellem de forskellige Momenter.
Og endvidere: Taines Betragtning bevæger sig i en centrifugal
Retning: fra Værket til Mennesket, fra Mennesket til Gruppen, til
hele Tidsaanden, til Livsforholdene i det hele, til den historiske Ud
vikling ned igennem Tiderne. Det bliver en naturvidenskabelig
Positivisme, hvis ledende Princip er Abstraktion, og det bliver snarere
et Kunstværk i psykologisk Forklaring end en videnskabelig
Undersøgelse.
Taines positivistiske Litteraturbetragtning har da faaet sit
Supplement i den endnu mere positivistiske Litteraturforskning, som i de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
