Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - I. Den nye retning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
291
sidste Aartier navnlig har udviklet sig i Tyskland i en Kreds, der
fornemmelig studerede Goethe efter denne Metode, og som derfor
fik Navn af Goethe-Filologer. Deres ypperste var den tidlig afdøde
Wilhelm S c her er, og Metoden er gennemført med stor Dygtighed og
megen Lærdom af hans Elever, Erich Schmidt og Richard Meyer i
Berlin, Jacob Mi nor i Wien o. fl. De er i Regelen uddannede i
Filologiens Skole og gaar tilværks med filologisk Nøjagtighed. De
gaar ikke ud fra sit Indtryk, men fra de faktiske Elementer, hvoraf
Indtrykket er dannet. Skal de undersøge en Forfatters Stil,
begynder de med hans Ordvalg; hvilke Ord elsker han? hvad
betyder de og de Ord hos ham? hvordan er Ordenes og Sætningernes
Forbindelse hos ham? Saa sammenligner de det med Ordvalg,
Ord-og Sætningsforbindelser hos nærstaaende Forfattere og hos
Forfattere af andre Grupper, og danner sig saaledes en Skala af
Iagttagelser, som samler sig til en Karakteristik af hans Stil i Forhold
til de andres. Som Rancke vilde studere »wie es eigentlich
ge-wesen«, spørger de ved ethvert Værk: hvorfra har han dette Emne?
og hvorledes har det faaet denne Form i denne Mands Fantasi? Dc
opsøger Udkast og Kladder til Værket, de opløser Handlingen i enkelte
Momenter, undersøger Forfatterens Liv, Tidens Begivenheder, den
omgivende Litteraturkreds: har han oplevet, hørt, læst noget lignende?
har noget Forbillede indvirket paa hans Fantasi? Og saa ser de
paa hans Værk og spørger: hvorledes er dette Moment fra Liv,
Historie, Litteratur benyttet og omformet hos ham? Under hvilken
Synsvinkel har han betragtet det, hvilke Evner og Stemninger hos
ham har været virksomme ved Omformningen? Saaledes søger de
at klargøre sig, hvorledes Værket har staaet som Helhed og i sine
Detaljer for hans indre Blik, at trænge frem til det, som Scherer
kaldte for den »indre Digtform« i Lighed med det af Wilhelm v.
Humboldt opstillede Begreb »indre Sprogform«.
Taines historiske Blik kan mesterlig skildre Individet, men efter
sin Teori ser han det væsentlig som Led af Gruppen. Der synes
her hos de moderne Historikere at foregaa en Spaltning, nogle ser
Mængden, andre ser Personerne, nogle skildrer det ydre virkende
Samfund, andre det indre Sjæleliv. I de to med Taine samtidige
Historikere Fustel de Coulanges og Jacob Burckhardt har vi to i
Repræsentanter for hver sin Gren. Selve deres Holdning overfor de i
faktiske Begivenheder er forskellig; i deres Hovedværker: Coulanges’
»De politiske Institutioners Historie i det gamle Frankrig« og Burck-(
hardts »Renæssancens Kultur i Italien« er de ydre Begivenheder
behandlet paa diametralt forskellig Maade. Uvilkaarlig kommer jeg«
ved denne Modsætning, der dog vel, naar alt kommer til alt, har
Sammenhæng med deres Emne, til at tænke paa Weismanns Teori
om, at en Art ikke afficeres udenfra, hvis ikke Slægtsviljens
»Udvalg« forandrer sig. Fustel de Coulanges oversaa Begivenheder og
Personer. »Historien er ikke en Ophobning af alle de Begivenheder,
som har hændt. Den er Videnskaben om de menneskelige Sam-
Fustel de
Coulanges
1830 — 1889
Burckhardt
1818— 1897
Oversat af
Christine
Mønster
Khvn. 1903
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
