Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - I. Den nye retning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
295
ham aaben. Han søgte Erstatning i socialistiske Sværmerier, og
han saa Socialismen spille Bankerot i 1848. »Han rejste ud —
det drog ham til Kristendommens Fødeland, og Indtryk af
Palæstinas Natur og Folkeliv forbandt sig med hans tidligere teologiske
Studier. Han saa et Folk, idealistisk og upraktisk som hans egne
Bretagnere; de havde kun skabt et Værk: den Religion, som
beherskede Verden. Saaledes — ud fra denne Natur, ud fra dette
Folkesæt vilde han skildre Kristendommens Stifter. Østerlandets
Landskab og Levesæt steg frem omkring hans Personlighed. Renan
vilde have ham virkelig, som blot og bart Menneske; men ud fra
denne Menneskelighed vilde han naturlig udlede alt det
guddommelige i Kristendommen. Det var det religiøse Udslag af de virkende
Kræfter. Det var ikke blot nødvendigt; det var for Renan —
ganske i Modsætning til det ældre franske Fritænkeri — det ædleste
og det bedste ved det hele. »Mennesket er mest religiøs i sine
bedste Øjeblikke. Det er naar han er god, at han vil at Dyden
skal stemme overens med Verdensordenen fra Evighed af. Det er
naar han ser paa Verden uden smaalig Interesse, at han finder
Døden (o: Tilintetgørelsen) oprørende og meningsløs. Hvordan kan
man undgaa at tro, at det er i disse Øjeblikke, at Mennesket ser
det bedste?«
Dette Værk vakte en Storm af Had og af Begejstring; denne
Mildhed i Fritænkeriet var farligere end al Spot. Renan blev afsat
som Universitetslærer og han blev verdensberømt paa det. Som
historisk-etnografisk Værk fortsatte Renan det med en hel Række
Bind om Jødedommens og den ældste Kristendoms Historie.
Renans Stilling overfor hans Videnskab og overfor hans
Religion har noget, som svarer til hinanden. Han var ikke først og
fremmest kritisk Forsker; han var historisk Kunstner, som kunde
fremtrylle Menneskeskikkelser og følge dem gennem alle Afskygninger
i deres Sjæleliv. Men han følle, at meget i de Billeder, han tegnede,
hvilede paa Hypoteser, og han foretrak at holde det svævende i en
Stil, der smidig som en Pariserkat smyger sig hid og did mellem
Antagelser og Forbehold. Og i det religiøse gaar det ham paa
samme Maade. Det religiøse, det »hinsidige« er et eksisterende
Faktum, hvortil det bedste i os knytter sig. Hvad er det? Det
ukendte. Javel, men at sige, at det er det ukendte, er at sige, det
er noget, som ikke er noget. Det maa altid have en Form. Og
her »deler« Renan sig. Han har Trangen til at bedetil en himmelsk
Fader. Han tror, at Gud er Verdensaltets Aand. Han tror ogsaa,
at Gud er Idealets Aand, der udvikler sig gennem Menneskeslægtens
Bevidsthed; de ædle skal »hjælpe Gud til at eksistere«. Han
udtrykker Tidens Forhold til denne Idealets Gud pikant paa følgende
Maade: »Gud er allerede god, han er endnu ikke almægtig, men
han bliver det nok«. Med den fineste Ironi spiller han dybsindig
hen over de forskellige Standpunkter, vil aldrig sige Nej og vil
aldrig sige Ja til den ene, saa han maa sige Nej til det modsatte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
