Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - I. Den nye retning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296
JUST BING
Hans Opfatning er paa en Gang æstetisk og moralsk. Om den
elegante, forføreriske Oldtidsforfatter Petronius*) siger han: »Der vilde
mangle noget i Verdensaltets Fest, om Verden kun var befolket af
fanatiske Billedstormere og dydige Tølpere«. Kunstneren i Renan
trænger et Gran af Djævelskab. Endnu mere forbauser hans
Omtale af de kristne Martyrer: »Uslinge, der var en Skændsel i alle
skikkelige Folks Øjne, blev sande Helgener. Det vilde ikke være
heldigt, om den Slags Omslag hyppig fandt Sted. Samfundets
Velfærd kræver, at dets Domme ikke for ofte maa underkendes«. Det
er, som Renan vil forbeholde Religionen som Ejendom for »de
bedste«. »De bedste« skal blive Traditionens Kilde. »Den lille Høst
af Fornuft, Højsind, af Skønhedsværker og Visdom, som enhver
Planet i Løbet af sin Levetid formaar at indhøste, er Maalet for
denne Planet, som Gummi er Maalet for Gummitræet. Vi tror at
iagttage et lille Overskud af Fornuft og Godhed i enhver Tidsalder
og afleder deraf Troen paa Fremskridtet. Men denne sluttel’ge
Ind-høstning og dens Skæbne afhænger af nogle faa Mænd, Genierne,
de ypperste, de højere Mennesker« (le homme supérieurs — Nietsches
senere saa berømte Overmenneske er noget ganske andet).
Sandheden skal ikke fattes af Alverden, de, som ikke forstaar den, skal
bøje sig for den. Men nu er det det fortvivlede, at de ypperste
ikke egner sig til at herske. Magten er brutal, den kræver en vis
Raahed af den, som skal bruge den. Tyranner er raa, Massen er
raa, og det er enten Tyranner eller Massen, som hersker.
Demokratiet er Civilisationens Fare.
Om Demokratiet og dets Forhold til hans Idealer har Renan
skrevet sine vemodig-bitre dybsindige filosofiske Dramaer. Sin Helt
tog han fra Shakespeares Prospero i »Stormen«. Hos Shakespeare
er han halvt et Symbol, hos Renan helt. Prospero er den ypperste,
Aandsmennesket. Han hersker over Aanden Ariel, som har
civiliseret Uhyret Caliban, det dyriske Driftsmenneske. Overfor de
moralske Ideal-Mennesker staar Skønhedens og Kærlighedens Ideal i
den straalende Kurtisane Imperias Skikkelse; Renans ypperste
Verden maatte have sin »Fest«. Det første af disse Dramaer,
»Caliban«, en Fortsættelse af Shakespeares »Stormen«, handler om, at
Caliban gør Oprør mod Prospero. Caliban sejrer hos Folket, fordi
han er brutal. Men han viser sig som et civiliseret Uhyre, han er
»allerede Midtpunktet i det maadeholdne Parti«. Han beskytter
baade Kunst og Videnskab og Paven selv, ja, Prospero med, da han
er falden til Føje. »Naar han blot bliver godt kæmmet og godt
vasket, bliver Caliban meget præsentabel«. Det er den mest flængende
Satire mod det moderne skikkelige Demokrati. Og bag det ligger
der Renans bitreste og dybeste Tvivl, den som giver Løsningen til
Renans gaadefulde Personlighed.
*) Bonrget: Essais de Psychologie contemporaine, S. 64. Brandes Sml. Skr., VII,
28 har benyttet Stedet, men misforstaaet Anledningen til Renans Bemærkning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
