Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - II. Naturalismens vækst i lyriken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308
JUST BING
I hendes Sonetter til ham dirrer Lykken i hver Nervestreng: alt
hvad hun fra nu af lever, han lever i det; hans Hjerte bor i
hendes, hans Puls slaar i hendes Puls. Han har løftet hende op af
Dødens Dal til Livet. Hans Digtergenius bor i Paladser og han er
steget ned til hendes usle Hytte. I denne sygelige, nervøse, glødende
Skabning rejser der sig nu en hjerteskærende Klage mod den
Verden og det Samfund, hun lever i. Af hele sit Hjerte levede hun
med i det Folks Frihedskamp, som hun levede iblandt; men den
italienske Friheds- og Fædrelandsfølelse blev trampet under
Fødder af Østerrigerne. Ja, den unge Venetianer tvinges med i
Rækkerne af dem, som kæmper mod Italiens Frihed, og i deres
Rækker falder han. Han gik med dem, men hans Gevær var uladt og
hans Sind bønfalder Italienernes Kugler om at fri ham ud af den
østerrigske Slavelænke. Og Østerrigernes Tog marcherer urokkelig
ind i Florents, Heste, Fodfolk, Artilleri; Kanonerne synes lig mørke,
træge Stormskyer, svangre med ufødte Lyn, og Manden sidder
oven-paa, støv-graa fra Isse til Fod; han ænser ej den rædselsfulde Ting,
han rider paa, han er rolig og skrækkelig som Skæbnen. De gaar
langsomt som Elven, naar Oversømmelsen har naaet sit Maal. Intet
Blik tilside mod Florents Herligheder, Øjne og Ansigt holder de
rettet lige ud, saa fast som sine Sværd. Handling forstaar de sig
paa, ikke paa Billedværker. Ja, Florents, nu kommer Straffen over
dit Letsind!
Og naar hun saa vender sit Blik mod Fædrelandet, ser hun en
ny ond Verden rejse sig mod Himlen med høje Fabrikpiber, en
Kvalernes Verden, hvor endog Børnenes Glæde dræbes i
Trældommen ved Maskinernes evig drejende Hjul.
Oversat af
Chr. C^llin
Hører I de Børn, som græder, Brødre,
altfor tidlig vakt til Livets Strid!
Glædeløse, arbejdstrætte Mødre
kan ej frede deres Barndoms Tid . ..
Dybt i Jorden stræber de med Kullene,
uden Dagslys gaar de Dagen lang
eller i Fabriken mellem Hjulene, —
hører intet uden deres Sang.
Dagen lang ved Hjulene, som surrer,
hver Dag samme Surr og Dur og Jag,
indtil rundt de selv med Tag og Vægge snurrer,
saa de kunde raabe: stans! stans for i Dag!
Ja, staa stille Hjul, lad Børnene faa høre
Lyden af hverandres Aandedrag.
Lad i Leg de unge Lemmer røre
sig derude i den lyse Dag.
Ud af Byen, Børn, gaa ud af Gruberne!
Med vilde Bær og Blomster fyld Jert Fang!
Syng som Droslen frit, syng ud af Struberne,
spring og leg igennem Skov og Vang!
Men de svarer: orker ikke at springe,
for vi er saa træt’, vi er saa træf,
kunde I os ud paa Marken bringe,
faldt vi ned og sov os rigtig mæt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
