Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - II. Naturalismens vækst i lyriken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
313
er blevet saa tydelig for os i sin Urørlighed; dette ene Ords
ubarmhjertige Enstonighed, at alt andet ophører at være til for os,
Tilværelsen er opløst — der eksisterer kun delte Forbi med en sort
Fugleskikkelse bag, og den tvinger vor Fantasi ind under sig. Her
er den nye Romantik, Tingenes Romantik. Dette Træk gaar stadig
igen hos Poe. Elskeren bliver besat af Ligeias Øjne, han ser dem
overalt, blandt Stjerner og Blomster; han hører dem i Musik, han
læser dem i Bøger. Hun dør fra ham, og han gifter sig igen. Men
det er, som Øjnene har fæstet Bo hos den nye Hustru, og da hun
dør, er det ligesom hun forvandles til hans første elskede Ligeia.
Naar saaledes dette ene kan opløse hele Tingenes Sammenhæng, da
bliver Resultatet af det hele Angst. Tilværelsens Grund er utryg.
Opløsning kommer fra det, man mindst skulde ane, at den kom
fra; vi maa skælve og ved ikke, hvorfor vi skælver, og i alting kan
vi se selve Dødens Spøgelse. Ikke nok hermed ! Denne Besættelse
opløser ikke bare Tingenes Sammenhæng, den hele Tilværelse for
mig. Den opløser mit eget Jeg; selv paa min egen Personlighed
kan jeg ikke være tryg. Romantiken havde her vist Poe Vejen,
der vrimlede hos dens Forfattere af Dobbeltgængere. Poe har her
i sin »William Wilson« ganske pænt og ligetil fulgt i de gamle
Romantikeres Fodspor. Overfor William Wilson præsenterer der
sig stadig ved afgørende Begivenheder, især naar han er i Færd
med at gøre noget galt, en Mand, der ligner ham fuldstændig og
som ogsaa naturligvis hedder William Wilson. Det er det rene
Opskrift-Spøgelse, og tilslut, da det opgiver Haabet om at redde sit
Kontrafej, holder det en lille Tale for ham, som en Unitariepræst
kunde misunde det. Bare Skole-Arbejde, kan man sige! Men kom
saa til den virkelige Poe! Der er denne Opløsningsproces af
Personligheden noget ganske andet; der er den Slutresultatet, af at
Mennesket bliver besat af Fænomenerne. Hvorfor dræber »Jeg« i
»The tell-tale heart« den gamle Mand? Ikke af anden Grund, end
at Jeg bliver besat af hans ene Øje; det er som et Gribbeøje. Det
maa jeg være kvit for bestandig. Syv Nætter gaar han saa til den
gamle; dog, da er Øjet lukket, altsaa bliver der intet Mord af. Men
den ottende vaagner den gamle i Angst, Morderens Lygte aabnes
paa Klem og Lyset falder paa Øjet. Og han hører en Lyd, som
Tikken af et Ur, der er indhyllet i Bomuld. Da kan han ikke
mere; med et Skrig styrter han sig over den gamle, kvæler ham,
gemmer Liget. Politibetjentene kommer, han er fræk og overlegen;
men med ét hører han atter Lyden afUret, der er indhyllet i
Bomuld. Det vokser, højere, højere, højere. Da skriger han ud: »Jeg
bekender Gerningen — bryd Plankerne op! her! her! — Det er
hans forfærdelige Hjertes Banken!« Dette Øje, denne sagte Tikken
lamslaar saaledes hver Stump, der findes i ham, af Vilje.
Men Opløsningsprocessen gaar endnu videre. Hvad føler den
unge Mand for Berenice? — ikke Kærlighed. Hans Hjerte er ikke
med i Spillet. Han gifter sig nok med hende af Medlidenhed og
Europas Litteraturhistorie. 40
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
