Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - II. Naturalismens vækst i lyriken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
327
ningspunkt« lige saa beundringsværdig, som de franske og italienske
Ingeniørers Boremaskiner mødte hverandre i Tunellen fra hver
sin Side af Mont Cenis.
Nu er det det mærkelige, at denne Filosof stadig hjemsøges af
en naiv Længsel efter Lykkens Idyl: evig Sommer, evige Kys, evig
Kærlighed! I denne sin Drøm bliver han Barn igen. Naar han
fantaserer om den Brud, han ikke har, er det den rene
Dægge-lams-Tilværelse han drømmer om. Wilhelm v. Humboldt ønskede
at høre et Vers af Homer, naar han skulde dø. Sully Prudhomme
vil, at hans gamle Amme skal komme til ham, tage hans Haand
mellem sine Hænder og synge de gamle Barnesange for ham. Kan
det da undre, at denne Mand, der paa en Gang er Filosof og Barn,
klager over Livets Modsætninger? Det ubevidste Liv er lykkeligt,
Legemer og Læber er lykkelige, for de mødes i Samklang; men
Sjælene er ulykkelige, for de mødes aldrig. De er udødelige, ja
vel! men heller forene sig og leve en Dag og saa gaa tilgrunde!
Han føler Elskovens Magt og samtidig frygter han for at vie sin
Efterkommer til Livets Ulykke. Som Chr. Rimestad udtrykker det
i sin aandfulde Bog om »Fransk Poesi i det 19de Aarhundrede«:
han undsiger Forplantningen: »Forbliv i Mulighedens Rige uden
Navn, min højt elskede Søn, som aldrig skal fødes. Der er du
bedre bjerget end de døde; din Borg er mere utilgængelig. Du skal
da aldrig komme ud af den Skygge, hvori jeg har sovet«. Som
siden Tolstoy vil han øve Afholdenhed, som Tolstöy føler han
Sanselighedens og Begærets Magt. Men der er den Forskel, at
Tolstoy først og fremmest vil bevare Livets Renhed. Sully Prudhomme
vil befri dem, han kan, for den Kval at være til. Men i denne
Redningskamp mod Livet ligger der ingen Trods; betegnende siger han,
at han vil tvinge sit blinde Begær, »ikke ved Dyd, ak nej! men
ved Medlidenhed«. Kun Medlidenheden formaar at gøre ham saa
stærk, at han overvinder sig selv og forsager for den andens Skyld.
Lykken er Forsagelse, Offer.
Som de to andre er den tredje Mester i Gruppen Charles
Baudelaire dybt pessimistisk i sin Livsbetragtning og en
fuldkommen Kunstner, hvis Vers er uden Lyde og hvis Stil og Udtryk
rammer i Blinken. Han er den mest sammensatte Skikkelse i den
moderne franske Poesi; han er paa en Gang religiøs Mystiker og
Vellystning, raffineret Nydelsesmenneske. Denne Forening- er
vistnok ingen Sjældenhed under Romantiken; men det ejendommelige
for Baudelaire er, at Vellyst og Nydelse er Hovedsagen og at
Religionen er den Form, hvorunder de fremtræder. Det er da let at
forstaa, at han ikke holdt længe ud, at han efter at have gjort sin
Prøve i den tip-top-moderne Haschisch- og Opiums-Beruselse
til-sidst for Alvor forfaldt til Drik og døde af Dilerium.
I hans Digtsamling »Fleurs de Mal« (Syndens Blomster) møder
vi alter og atter det samme Ord som Overskrift: Spleen, og i et af
disse Digte skildrer han sin Sindstilstand: han er en Kirkegaard,
Beaudelaire
1821 — 1867
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
