Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - II. Naturalismens vækst i lyriken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328
JUST BING
Fig 133. Beaudelaire.
som Maanen skyr; der snor sig, som Samvittighedsnag, lange Orme,
der stadig anfalder hans kæreste døde. Han er et gammelt Boudoir,
fuldt af visne Roser; der ligger gamle Modetoiletter i Bunker, der
hænger igen i Ensomheden gamle sentimentale Pasteller og blegnede
Billeder af de »galante Festers« Maler Boucher; de udsender en Dunst
som af en Flakon uden Prop. Dagene snegler sig hen, og Leden,
født af en trist Ligegyldighed, synes at antage Evighedens
Omfang*).
Her har vi næsten hele Baudelaire: Religiøsitet med Død og
Orm ved sin Side; gammelt falmet Koketteri, visne Blomster,
blegnende Billeder af Hyrdesmægten
og af Sanselyst og bag det hele
den evige Spleen.
Baudelaires Religiøsitet er
katolsk farvet; en Madonna-Kultus,
uden Tro, men fuld af
Henrykkelse ved alt det højtidsfulde,
Pragten, Kjerternes Genskin i
Monstransens Guld, Musikens
Brus, Røgelsesduften. Religionen
har hos ham skiftet Organ; den
er veget bort fra hans Hjerte og
har taget Plads i Næsen. Først
og fremmest i Næsen. »Min Sjæl
vugger sig i Parfymer, som
andre Menneskers Sjæl vugger sig
i Musik«, siger han. Hans
Lugtesans er til det yderste følsom
og den tunge Duft af den
katolske Kultus’ mange Ingredienser,
Røgelse, Myrrha, Aloe, Benzoe
etc. beruser ham og sætter ham i Højtidsstemning. Og saa
kommer der et Moment til i hans Religiøsitet, nemlig det, at han
slet ingen Tro har; der er ingen Frelse for ham, han er i Syndens
og Satans Vold og Satan kan naarsomhelst tale gennem ham. Det
*J Man maa læse Originalens Vers for at faa det fulde Indtryk af Digtet:
Je suis un cimetiére, abhorré de la lune,
Oü, comme des remords, se trainent de longs vers
Qui s’acharnent toujours sur mes morts les plus chers.
Je suis un vieux boudoir, plein des roses fanées
Oü git tout un fouillis de modes surannées,
Oü les pasteis plaintifs et les pàles Boucher,
Seuls respirent l’odeur d un flacon débouché.
Rien n’égale en longueur les boiteuses journées,
Quand sous les lourds floçons des neigeuses années
L’Ennui, fruit de la morne incuriosité,
Prend les proportions de l’immortalité,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
