Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - II. Naturalismens vækst i lyriken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
337
rigske Kugler og ikke vige tilbage. Forsmaaet Kærlighed, krænket
Selvfølelse fik saa Stormen til ret at bruse op i ham.
Lad os gaa bort, mine Sange, hun hører os ej.
Kom, lad os rolig vandre vor ensomme Vej.
Vær stille nu; thi Sangens Tid har Ende,
og endt er hvad der glæded’ Jer og mig.
Hun elsker ikke, som vi elsker hende.
Og lød som Engels Røst vore Toner, nej,
hun hørte os ej.
Lad os gaa hjem og hort; hun vil ikke klage.
Kærlighed skænked’ vi mange Drømme og Dage,
duftløse Blomster og Frugt, der ej kom i Grøde,
sigende: »Kom med din Le, du kan høste og tage«.
Nu er hvert Straa bleven høstet og alting øde;
og segned’ end vi, der saaede, trætte og svage,
hun vilde ej klage.
Fig. 140. Swinburne (Ungdomsportræt).
Han kom under Rossettis Indflydelse; hos Rossetli fandtes den
Glød i Fantasi og Følelse, som hans Sang trængte til. Men er
Tonen hos Rosetti som Vindens
Nynnen i Æolsharpen, saa bruser
og vugger hos Swinburne Suset
fra det vilde vide Hav. For et
helt Hav brusede i hans Indre;
hans Digtning kender saa saare
lidet til Grænser og et helt
Verdensalt maa med i hans
Følelsers Storm. Han lider selv, og
derfor bliver hele Verden fuld af
Lidelse. Og han, de gamle
Normanners Ætling, staar trodsig
midt i det, han vil brydes med
Gud. Han skildrer i det
mægtige Anactoria Sapphos Elskov,
Had, Foragt for den ligegyldige
Elsker. Han vil dø; de lykkelige
lever og elsker en Tid og dør
saa. Men hun er Elskovs
Martyr, hun, Digterinden, kan ikke
dø; om den Gud, som hader
hende, begraver hende i Havet, — hun vil dog leve. Hun vil leve
i Vindens Sus, i Nattergalens glødende Sang, i de brændende røde
Blomster,, i den blege Sand paa Stranden og Bølgernes forgæves
Længsel. De Ting skal give hende sin Sjæl, de skal brydes med
Døden for at frelse hende. Og først naar Skæbnen løser
Trældommen under Guderne, skal Glemselens Blomst og Glemselens
Flod svale og stille hendes Længsel — da skal der blot være tæt
Mørke og overvældigt Hav. — Af Tomheden vokser op en al-vældig
43
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
