Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - IV. Den moderne romans banebrydere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
361
hvor Mængden stønner, da det første Barn kastes paa Baalet, og siden
hyler af religiøs Fanatisme, naar Raden kommer til de andre, og den
kender Stanken af brændt Kød. Saa følger Lejetropshærens
Ind-stængning i Øksepasset, dens Hungerlidelse. — Flaubert skaaner os ikke
for nogen fysiologisk Detalj, — Lig-Æderiet, Vildskaben. Og endelig
de Overvundnes Pinsler, medens den hævntørst-glødende Folkemasse
stormer ind paa dem og flænger i deres Kød for at øge deres
Lidelser. Flaubert har med sin romantiske Kærlighed til det
grusomme nydt at fremstille en Tidsalder »hvor Mennesket enten var
et grusomt og brutalt Dyr eller et grusomt og listigt Dyr«. Ogsaa
som Romantiker er han inspireret af sin Menneskeforagt.
Flauberts Kunst stilede mod altid større Opgaver, og i sit sidst
fuldendte Værk »Sankt Antonius Fristelse« stillede han sig den
største: at give et fuldstændigt Verdensbillede og at give det i Form
af et Drømmesyn. Det var Kvintessentsen af hans Kunst, her gjaldt
det at »beskrive« den største af alle »Illusioner«. Sankt Antonius
er Eneboeren i den thebaiske Ørken, han tror at kun Gud lever og at
Verden er idel Tomhed. Saa fristes han med Verdens Lyst, han
lider Hungerens Kvaler og for hans Blik tegner sig Billeder af al
Verdens Yppighed. Det er baade Sansernes Lyst og Magtens Lyst,
som frister ham. Han kan nyde Hævn over sine Fjender, han
synes sig at være Kejserens fortrolige, han er tilbords hos
Nebu-kadnezar, ja, han føler sig selv som Nebukadnezar; al Verden ligger
for hans Fod. Og han kaster sig som Nebukadnezar paa alle fire,
brøler som en Tyr. Dronningen af Saba kommer til ham, hun er
alle Kvinder i en, al Østerlands Yppighed, Bedaarelsen i egen Person.
Men han modstaar. Saa kommer Djævelen til ham i Skikkelse af
hans Lærling Hilarion; det er Tvivlens Fristelse. Han ser Skriftens
Modsigelser, alle Kætternes Tog drager forbi ham, det er den ene
religiøse Mening mere uhyrlig end den anden. Saa kommer
Gudernes Tog efter Kætternes, barbariske Guder og Skønhedsguder,
høje Guder og latterlige Guder, — Flauberts Foragt og hans
Videnskabelighed har gjort denne Defilering paa en Gang trættende lærd og
interesseløs — og alle Guder synker i Afgrunden. Stadig vokser
Hilarion, tilslut staar han høj, mægtig, straalende som en Erkeengel.
Han fører ham gennem Verdensrummet, det vokser idelig for
An-tonius’s Fantasi, ængstelig spørger han stadig efter Gud, og hvert
Hilarions Svar vækker en ny Tvivl om Gud. »Tilbed mig, raaber
Djævelen, og forband det Blændværk, du har kaldt Gud!« Han
forsvinder, men Antonius ser i Vildelse et nyt Syn, hele Verdens
Vækst. Han ser for sig alle Forverdnens underlige Dyre- og
Plan-teskikkelser, der næsten ikke kan skelnes fra hinanden, og alle
Fabelverdnens fantastiske Træer, som er Plante, Dyr og Menneske
i et. Han synes at se Menneskebilleder i den hele Natur, og han
raaber vildt ud: O Lykke, Lykke. Jeg har set Livet fødes,
Bevægelsen begynde. Jeg har Lyst til at flyve, svømme, brøle, hyle.
Jeg vil have Vinger, Skælpanser, Snabel, vil vride mig, dele mig,
Europas Litteraturhistorie. 46
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
